0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Midtsjællands Gymnasium
Foto: Midtsjællands Gymnasium

Gymnasium fra 1914 møder skarp kritik for at udskifte originale vinduer: »Det er ikke et guldrandet taxameter, vi arbejder med«

Udskiftningen af originale sprossede vinduer i gymnasiebygning fra 1914 med en uformel save-værdi på 2 har udviklet sig til en speget sag, hvor Historiske Huse kritiserer skolebestyrelsen for ikke at have gjort sit forarbejde. Skolebestyrelsen står fast, fordi de gamle vinduer skabte indeklimaproblemer.

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er umiddelbart lange udsigter til, at foreningen Historiske Huses »appel« om, at Midtsjællands Gymnasium Haslev »indstiller udskiftningen af vinduer«, vinder indpas.

Udskiftningen er i gang, og den storstilede gymnasierenovering, der også inkluderer nyt tag og kviste, forventes færdig til januar.

Alligevel fortsætter Historiske Huse med at råbe vagt i gevær. Det gør foreningen både i et sidste forsøg på at bevare de originale, sprossede vinduer fra 1914 og for at skabe opmærksomhed om sagen, som de langt fra mener er enestående:

»Man skifter de originale vinduer til et produkt, som, vi ikke mener, æstetisk lever op til de gamle vinduer. Det er synd for bygningen. Vi mener, at skolen simpelthen ikke har lavet det forarbejde, de skal,« siger udviklingschef i Historiske Huse Johan Hage, der mener, at »hundredtusindvis« af originale vinduer udskiftes i disse år:

»Man kan jo bare kigge i containere rundt omkring, så ser man jo en masse gamle vinduer i kernetræ, som der ikke er noget galt med, og som bliver udskiftet. Vi er ikke fundamentalister og mener ikke, at alle vinduer skal bevares, men vores påstand er, at man ikke laver de rigtige beregninger på, om det giver mening at udskifte eller beholde. At bevare de gamle vinduer er meget ofte det mest bæredygtige, både energimæssigt, miljømæssigt og ikke mindst økonomisk,« siger Johan Hage.

Indremissionsk bygning fra 1914

Sagen omhandler Midtsjællands Gymnasium i Haslev, der i disse måneder undergår en renovering for et tocifret millionbeløb, der som nævnt indebærer nyt tag, nye kviste og nye vinduer.

Skolen er opført i 1914 og tilhørte oprindeligt Indre Mission, ligesom den også i en årrække havde en kostskoleafdeling. Derfor er det ifølge Historiske Huse et tab for den danske kulturarv, at man vælger at udskifte vinduerne i stedet for at istandsætte dem.

Mens taget og kvistene er hårdt medtaget, mener Historiske Huse, at vinduerne sagtens kan istandsættes – derfor er det kritisabelt, at de originale vinduer udskiftes med nye termoruder i træ og aluminium og »med klodsede sprosser og uden de håndværksmæssige detaljer som hjørnebåndsbeslag og messingvridere«, som Johan Hage siger.

»Når man kigger på Midtsjællands Gymnasium, er det et ret helstøbt anlæg med originale vinduer, som passer til bygningen. Når man putter nye vinduer i, får skolen et helt andet indtryk, både inde og udefra. Vi mener helt klart, det er en forringelse af bevaringsværdier i kulturarven,« siger Johan Hage og tilføjer:

»Vinduerne var allerede forsynet med forsatsvinduer med termoruder, så den energimæssige fordel ved udskiftningen er ikke væsentlig eller måske ikke-eksisterende.«

Kommunen anbefalede bevaring

Beslutningen om at udskifte vinduerne er blevet truffet af Midtsjællands Gymnasiums skolebestyrelse, som blandt andet tæller Faxes borgmester, Ole Vive (V).

Historiske Huse lægger i deres kritik vægt på, at afdelingschefen i Plan & Miljø i Faxe Kommune i en mail sendt til gymnasiets ledelse 17. marts 2020 anbefaler, at de originale vinduer bevares:

»Som jeg ser det medsendte billede, er det de originale vinduer. Er det det, er disse lavet af prima kernetræ og bør kunne renoveres og fungere i mange år endnu,« skriver afdelingschefen i mailen.

I samme mail vurderer afdelingschefen, at gymnasiet er »den næstvigtigste kultur- og arkitekturhistoriske bygning i Haslev«, og at hun håber, »at I vil arbejde videre med at bevare Haslev Gymnasium i sin nuværende fremtræden og fastholde originaliteten af bygningskomplekset«.

Afdelingschefen nævner også, at bygningen ikke formelt er save-vurderet, da der ikke er en gældende lokalplan, men at det er hendes »faglige vurdering, at hele bygningskomplekset er save 2«.

Fordi bygningen ikke formelt er save-vurderet, er der ikke noget lovmæssigt til hinder for, at skolebestyrelsen vælger at udskifte vinduerne frem for at restaurere dem, hvilket ifølge Johan Hage er problematisk:

»Det grundlæggende problem er, at kommunen i dette konkrete tilfælde ikke har de nødvendige redskaber til at sige, at vinduerne ikke skal udskiftes. I forhold til offentligt byggeri er der jo ofte nogle meget fornuftige regler, som kunne have reddet vinduerne eller i hvert fald skabt et ordentligt grundlag for, at man træffer den beslutning,« siger Johan Hage.

Kulde og træk

På den anden side i sagen står bestyrelsen for Midtsjællands Gymnasium i Haslev, som mener, de har taget alle de nødvendige forholdsregler, og at de i øvrigt har valgt den rigtige løsning, forklarer formand Henrik Christensen.

»Vi har i en del år haft den byrde foran os, at taget trænger til at blive skiftet. Hvis først den er gal, og der løber vand ind, skal det gå hurtigt, for ellers går det galt. Det er hele afsættet for renoveringsprojektet, som også indeholder udskiftning af kviste og vinduer. Vinduernes tilstand varierer mellem at være okay, og til nogen, som er ’barrikaderet’ til, fordi de ikke må åbnes,« siger Henrik Christensen.

Vinduerne har ifølge Henrik Christensen i en årrække været medvirkende til et skidt indeklima på skolen, hvor der »er problemer med kulde og træk i de kolde tider, mens der er problemer med varme om sommeren i den sydvendte del«.

Når bestyrelsen i renoveringsfasen har rådført sig med Lyngkilde Rådgivende Ingeniører, har det altså været med en forbedring af undervisnings- og læringsmiljøet som førsteprioritet, siger han.

»Det er vi forpligtet til som gymnasiebestyrelse. Vores rådgiver har vurderet en stor del af vinduerne, og det er udskiftningsløsningen, som vi er blevet anbefalet af vores rådgiver. Udover Lyngkilde som rådgiver har vi i processen desuden inddraget Arkitektfirmaet HS,« siger Henrik Christensen og tilføjer:

»I forbindelse med renoveringen af taget, kvistene og vinduerne har vi forsøgt at vælge løsninger, der så godt som muligt ligner det originale. Vi sørger for at holde fast i bygningens arkitektur og æstetik – selv om den ikke er fredet eller klassificeret som bevaringsværdig, har det været vigtig for bestyrelsen.«

Så I vurderer, at en istandsættelse af de originale vinduer ikke vil løse indeklimaproblemet?

»Det ville ikke løse problemet. Det har også været oppe i debatten, at man kan sætte forsatser på, men det har vi prøvet. Nogle steder måtte de tages af igen, fordi der også er behov for at blive luftet ud. En renovering er en bekostelig affære, fordi vinduerne er malet med blyholdig maling, og det koster at få dem renset og kradset pcb-furer ud. Det var nok derfor, vores rådgiver sagde, at skal vi have løst den her opgave inden for en passende økonomisk ramme, jamen så skal vi udskifte vinduerne.«

Historiske Huse: Behov for yderlige rådgivning

Johan Hage, hvis skolen har fået faglig rådgivning om, at de skal udskifte vinduer, ikke istandsætte dem, kan man så virkelig klandre dem for ikke at have gjort deres hjemmearbejde?

»I det materiale, vi har fået aktindsigt i, er det kun den ene rådgiver, som de har valgt uden konkurrence, der med svingende argumentation anbefaler udskiftning af vinduerne. De har jo også fået en anbefaling fra kommunen, der går på at bevare eller istandsætte de gamle vinduer. Alene der tænker jeg, at det tyder på, at bestyrelsen har behov for yderligere rådgivning,« svarer han.

Bestyrelse står fast

Kritikken og beskyldningerne bider dog ikke på gymnasiets bestyrelsesformand Henrik Christensen, der står ved, at man har valgt den rigtige løsning ved at udskifte vinduerne:

»Jeg er overbevist om, at det er den helt rigtige løsning. Det væsentlige for os er at få renoveret bygningen, så den står i mange år og får et undervisnings- og arbejdsmiljø, som er 2021-værdigt. Skulle vi gøre det med en renoveringsløsning, var det et noget andet beløb, vi skulle arbejde med – og det er penge, vi ikke kan bruge på hovedformålet, som er undervisning,« siger Henrik Christensen og tilføjer:

»Det er ikke et guldrandet taxameter, vi arbejder med. Vi har sparet op i mange år for at kunne lave den her renovering. Vi kunne godt poste mange flere penge i det, men så skulle der være færre undervisere på skolen, og det er jo helt sikkert ikke godt.«

Han understreger afslutningsvist, at han »hilser debatten velkommen«.

»Jeg synes, den er vigtig og på sin plads, og den har haft en spillover-effekt til den kommunale valgkamp med fokus på, om vi gør nok for vores bymiljøer. Det er godt, men det er vigtigt at sige, at det faktisk ikke er særlig nemt at drive et gymnasium.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage