0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Helt ny kategori stempler 58 nye boligområder: Her er, hvad du skal vide om den nye aftale om udsatte boligområder

En ny aftale i Folketinget om parallelsamfund fjerner ordet ghetto fra loven, introducerer en helt ny kategori af udsatte boligområder, lemper kriterier for de hårdest udsatte boligområder og sender flere penge til Landsbyggefonden. Byrummonitor skaber overblik over aftalen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er slut med at bruge ordet ’ghetto’.

Tirsdag eftermiddag indgik regeringen en ny aftale for udsatte boligområder med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, som sikrer, at den omstridte betegnelse fjernes fra almenboligloven.

Ordkløveriet udgør dog kun en lille del af aftalen. ’Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund’, som aftalen hedder, og som bygger på regeringens forslag fra marts, indeholder en række nye tiltag og justeringer, som skal øge indsatsen mod udsatte boligområder.

Byrummonitor skaber overblik over aftalen.

Ghetto fjernes fra loven

Lad os tage det første først. Aftalen betyder som sagt, at betegnelsen ’ghetto’ ikke længere anvendes i almenboligloven. Ordet vil blive erstattet af ’parallelsamfund’, mens det, der tidligere hed ’hårde ghettoområder’, fremover går under navnet ’omdannelsesområder’.

Dermed hedder de tre kategorier over udsatte boligområder fremover: udsat område, parallelsamfund og omdannelsesområde.

Det understreges dog, at den nye betegnelse kun gælder lovteksten, og at partierne ikke har til hensigt at blande sig i folks sprogbrug. Som det formuleres i aftaleteksten:

»Parterne noterer sig, at det har været et ønske fra indenrigs- og boligministeren at ændre terminologien i lovgivningen, men at hver enkelt parti forholder sig frit hertil. Det er ikke en politisk ambition blandt parterne at påvirke sprogbrugen i almindelighed.«

Ny kategori: Udsat boligområde light

Siden aftalen om parallelsamfund blev indgået i 2018 har der eksisteret tre kategorier på parallelsamfundslisten. Det udvides nu med en fjerde kategori, forebyggelsesområder, som bliver den mildeste.

Fremover hedder de fire kategorier: forebyggelsesområder, udsatte boligområder, parallelsamfund, omdannelsesområder.

58 boligområder får stemplet

Derfor er kriterierne i den nye kategori udformet, så der skal mindre til for at blive udpeget som forebyggelsesområde end som udsat boligområde. Ifølge aftalen lever ikke mindre end 58 boligområder op til de nye kriterier, og de er dermed udpeget som forebyggelsesområder – hvormed antallet af boligområder, der er omfattet af særlige krav, stiger til 83 (se figur nedenfor).

Af aftalepartiernes faktaark om den nye kategori fremgår det, at Københavns Kommune har størstedelen af de nye forebyggelsesområder med ikke mindre end 13 boligområder. Høje-Taastrup, Vejle og Aarhus huser næstflest med fire boligområder, mens Odense har tre boligområder i kategorien (se faktaboksen over de 58 forebyggelsesområder).

Indenrigs- og Boligministeriet
Figur: Indenrigs- og Boligministeriet

Figuren viser de forskellige kategorier (med gamle betegnelser), og hvor mange områder der er i hver kategori. Læs mere i aftalepartiernes faktaark.

Kriterier for forebyggelsesområder

Den nye kategori, forebyggelsesområder, omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 30 procent, og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 pct. over et toårigt gennemsnit.
  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst to gange landsgennemsnittet over et toårigt gennemsnit.
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Tre nye konsekvenser

Det er ikke uden konsekvenser at blive udpeget som forebyggelsesområde.

Som første punkt pålægges forebyggelsesområderne at give fortrinsret til boligsøgende, der opfylder beskæftigelses- og uddannelseskriterier, for at få flere ressourcestærke beboere.

Som andet punkt må kommuner blandt andet ikke anvise boligsøgende, der ikke er statsborgere i EU-, EØS-lande eller Schweiz, eller som har en dom.

Som tredje punkt får boligforeninger mulighed for at godkende nedrivninger af almene familieboliger og genhusning efter samme regler, som gælder udsatte boligområder.

Som en tilføjelse indfører aftalepartierne dog et loft, så maksimalt 30 procent af en kommunes almene familieboliger kan blive omfattet af de nye obligatoriske regler for kommunal anvisning.

Sværere at blive udpeget som omdannelsesområde

I den oprindelige aftale fra 2018 blev et boligområde automatisk udpeget som hårdt ghettoområde, hvis det havde været udpeget som ghettoområde i fire år, men som en overgangsordning blev det ændret til fem år – og den ordning gøres nu permanent.

Således vil parallelsamfund (de tidligere ghettoområder) have lidt længere tid til at forsøge at komme af parallelsamfundslisten, inden de udpeges til omdannelsesområder (de tidligere hårde ghettoområder).

»Den fireårige periode er for kort, blandt andet på grund af opgørelsesmetoderne af kriterierne for udsatte boligområder, og derfor skal boligorganisationer og kommuner have mere tid til at gennemføre indsatser, som skaber varige forandringer,« hedder det i aftalen.

Flere penge til Landsbyggefonden

I lyset af, at to nye boligområder i 2020 blev pålagt krav om udviklingsplaner, ønsker aftalepartierne at give flere penge til Landsbyggefonden. Som en del af aftalen afsætter Folketinget derfor 500 millioner kroner oven i de 10 milliarder kroner, som i 2018 blev afsat frem mod 2026 som understøttelse af omdannelserne af udsatte boligområder.

Midlerne er dog ikke øremærket de to nye boligområder, fremgår det af aftaleteksten, men tildeles efter Landsbyggefondens gældende regler.

Nye muligheder for anvisning til private udlejningsboliger

Kommunalbestyrelser, som har besluttet, at boligorganisationer skal afvise visse boligsøgende, kan i dag indgå aftaler med private udlejere om at henvise til deres boliger i stedet.

Denne mulighed udvides til alle kommuner, mens begrænsningen, som i dag betyder, at der kun kan indgås aftaler mellem kommune og en privat udlejer i seks år, fjernes.

Aftalen evalueres i 2024-2025

Som sidste punkt er aftalepartierne enige om en årlig redegørelse af boligområderne samt en evaluering af den nye aftale.

Indenrigs- og Boligministeriet skal således hvert år redegøre for beboersammensætningen i udsatte boligområder og forebyggelsesområder og for udnyttelsen af boligmassen, hvilket kan åbne for eventuelle genforhandlinger om yderligere tiltag.

Ydermere skal den nye aftale evalueres i folketingssamlingen 2024-2025 med blandt andet en analyse af, om aftalen har ført til social eksport på tværs af kommunegrænser, fremgår det af aftaleteksten.

Se aftalen og de fire tilhørende faktaark her.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce