»Økonomisk set er det fuldstændig åndssvagt det her«

Selv om Byrummonitor taler med dem hver for sig, siger Martin Nielsen, direktør i udviklingsselskabet Spritten A/S og bygherre for projektet, med lidt andre ord stort set det samme i telefonen fra Aalborg:

»At tro, man kan putte nye funktioner ind i nogle fredede siloer, hvor der stort set kun har været korn og ingen mennesker og få noget ud af det, det er virkelig dumt.«

Men det er lige præcis, hvad de to er i færd med – oven i købet med Slots- og Kulturstyrelsens velsignelse og som part i processen og med støtte til forundersøgelsen fra Realdania. I 2024 står det fredede, transformerede siloanlæg, om alt går vel, klar som et »udforskningens rum, et rum for kunst, og et rum for kulinariske oplevelser«, som parterne skriver i præsentationsmaterialet.

Beton-udskæring som en gærcelle

Peder Elgaard taler sig hurtigt varm om »geometri med sindssyg effekt« i de 18 silokamre, om fantastiske arkitektoniske benspænd og udskårne hvælvinger i den indvendige del af betonsiloerne. Han er stærkt inspireret af det verdenskendte sydafrikanske The Zeitz Museum of Contemporary Art Africa i Cape Town, som også er en transformeret kornsilo med hvælvede udskæringer i betonen.

Men Aalborgs får alligevel sit eget visuelle udtryk, understreger Elgaard:

»En af de første skitser tog udgangspunkt i en gærcelle – som reference til det kommende nanobryggeri, der er siden kommet mere frie former, nogle vilde former som en katedral. Noget der minder om at gå i kirke – men det er kun, fordi jeg ikke har andre ord.«

Begejstringen handler blandt andet om at få mange ting forærende, han som arkitekt ikke selv kunne udtænke »af de her vilde rum«.

Ingen manual at slå op i

Både Elgaard, som er en garvet restaureringsarkitekt, blandt andet kendt fra Kuglegården på Holmen i København, og Nielsen kredser om, at der ikke findes en manual og en facitliste at slå op i, når det gælder fredede industrianlæg.

Nok er der både en fredningslov og et bygningsreglement at holde sig til – og overholde. Og selv om udgangspunktet fra fredningsmyndighederne netop ikke er at bevare bygningen uberørt og ubenyttet, men derimod at modernisere den under mantraet ’beskyttelse gennem benyttelse’, er det alligevel en kunst at finde en balance mellem funktions- og bevaringshensyn.

Visualisering: Elgaard Architecture

»Det nemmeste for mig ville være at indrette café i stueetagen og så proppe Rockwool i resten af etagerne – så ville det være case solved,« siger Martin Nielsen med henvisning til, at man med rockwoolløsningen kunne bevare siloen stort set intakt og dermed måske gøre det nemmere at indhente de nødvendige tilladelser hos fredningsmyndighederne.

Martin Nielsen kalder sig selv for »en mærkelig developer«. Som han siger:

»Jeg tror meget på mine ting. No is not an answer.«

Hos Peder Elgaard taler man altid om at have to kunder:

»Huset, der er stemmen fra fortiden – og så ejeren som enten skal flytte ind eller udvikle huset, og det er ikke altid, der er sammenfaldende interesser. Det er en evig jagt på at finde et balancepunkt,« siger han.

»Projektet er jo bøvlet, og vi lægger tit arm i voldsom grad. Men jeg synes, bøvlet er af det gode, og det er en modstand, man kan blive afhængig af. Vi ville kede os, hvis vi skulle bygge på bar mark, og vi ville nok heller ikke være særligt gode til det.«

Processen har dog også været hård, tilføjer Peder Elgaard:

»Der er næsten blevet råbt ad hinanden på møderne,« siger arkitekten.

Hvordan er det at sidde og holde møder med en developer på den ene side og Slots- og Kulturstyrelsen på den anden?

»Det er supersjovt, fordi jeg så kan tage rollen som den, der løser problemerne,« svarer han.

Peder Elgaard tilføjer, at Slots- og Kulturstyrelsens enhedschef Merete Lind-Mikkelsen, der også er arkitekt, af bare iver har hevet blyanten ud af hånden på ham.

Som at være med i Klods Hans

Martin Nielsen har i sin developerrolle været en kende mindre begejstret for Slots- og Kulturstyrelsen end Peder Elgaard og var tilbage i 2016 selv ved at smide håndklædet i ringen – hvis ikke Peder Elgaard var kommet ham i forkøbet og havde fyret ham.

Det var ikke, fordi han syntes, at Slots- og Kulturstyrelsens krav i sig selv var for hårde.

»Det var mere, at jeg ganske enkelt ikke forstod, hvad de sagde. Og de forstod omvendt ikke mig. Hvert møde var som at være med i Klods Hans, hvor prinsessen hele tiden siger ’duer ikke – væk’, og det kostede mig mellem hvert møde over en halv million i nye arkitekttegninger, uden at jeg kunne få svar fra Slots og Kulturstyrelsen på, hvad jeg skulle gøre,« husker Martin Nielsen.

En developer, der er mere bevarende end styrelsen

Senere samme år kom vendepunktet dog, og på et møde gennemgik styrelsen og bygherre minutiøst hvert rum i siloen, hvor Martin Nielsen fik konkrete svar på, hvad han måtte og ikke måtte foretage af ændringer på bygningen. Peder Elgaard og han genoptog samarbejdet »meget klarere i spyttet, end vi havde været før«, siger Martin Nielsen.

I dag kalder developeren sig »grundlæggende mere bevarende end Slots- og Kulturstyrelsen«.

Hos styrelsen, der oplyser at projektet nu er i dialogfasen, hvor forslaget tilpasses bygningens fredningsværdier, er der også store forventninger til det transformerede siloanlæg:

»Det handler ikke bare om at skabe et arkitektonisk værk eller om at lave en begavet transformation af en silo. Det kan man gøre med alle de siloer, der ikke er fredede,« siger enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen Merete Lind Mikkelsen.

»Opgaven her er langt sværere. Det handler om at bearbejde ideen, så den fortæller siloens – en del af Spritfabrikkernes – historie og lade den stå forrest i det endelige projekt. Det er jo derfor, det er fredet. Den fortæller danmarkshistorie. Og det er den sværeste disciplin overhovedet.«