Høringer om Lynetteholm
Miljøstyrelsen har efter anmodning fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen to gange igangsat en Espoo-høring af Sverige. Dels i juli-august og dels i den igangværende høring.
Espoo-konventionen er en konvention om grænseoverskridende miljøpåvirkninger. Hvis planer, programmer eller konkrete projekter kan forventes at medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, træder konventionen i kraft.
Konventionens formål er at modvirke påtænkte aktiviteters grænseoverskridende skadevirkninger på miljøet. Konventionen indeholder derfor bestemmelser om miljøvurdering af de grænseoverskridende miljøpåvirkninger, høring af offentligheden samt berørte myndigheder og interesseorganisationer og samråd mellem de implicerede lande for at forhindre, mindske og overvåge mærkbare skadevirkninger på miljøet på tværs af landegrænserne.
Miljøvurderingen for Lynetteholm er desuden sendt i offentlig høring af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen frem til 25. januar i år. By & Havn har i den forbindelse afholdt tre digitale informationsmøder 5. januar, hvis optagelser kan høres på By & Havns hjemmeside.
Formålet med miljøkonsekvensrapporten er at belyse, hvilke påvirkninger på omgivelserne det vil have at etablere Lynetteholms landareal.
Miljøkonsekvensrapporten er afgrænset til at omhandle emnerne: nyt landområde i Københavns Havn til stormflodssikring med overskudsjord fra byggepladser, Lynetteholms udstrækning og placering, etableringen af et kystlandskab mod øst samt adgangsvejen for transport af jord til Lynetteholm og det anlæg, der skal modtage jorden fra byggepladser.
Vis mere