0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Movia
Visualisering: Movia
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommuner og Region H vil lappe mangelfuld transport mellem Fingerplanens fingerspidser med BRT-linje

Seks omegnsborgmestre og Region Hovedstadens regionsrådsformand mødtes torsdag med transportministeren for at vende muligheden for en eldrevet BRT-linje i Ring 4. Det skal afhjælpe problemer med øget trængsel, støj og klimaudfordringer. Ministeren ser positivt på forslaget og vil medfinansiere forundersøgelse.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tilhængere af Fingerplanen kan tale om den 73 år gamle plan for Hovedstadsområdet, så det lyder som en ny forelskelse. Men på ét punkt bliver talen mere kold: Når den falder på transporten mellem fingrene.

Da Fingerplanen blev nedfældet i 1947, var det nemlig ikke kun med planer om toglinjer fra håndfladen – København – langs fingrene ud i forstæderne, men også med effektiv offentlig transport på tværs af fingrene. Sidstnævnte er bare aldrig for alvor blevet en realitet.

Det vil omegnskommunerne og Region Hovedstaden lave om på. Hovedstadens Letbane er allerede på vej i Ring 3, og nu foreslår borgmestrene i Albertslund, Ballerup, Furesø, Gladsaxe, Herlev og Høje-Taastrup samt regionsrådsformand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) at forbedre endnu en kollektiv trafikåre mellem fingrene.

I et brev til transportminister Benny Engelbrecht (S) foreslår de at etablere en eldrevet hurtigbuslinje, også kaldet BRT (bus rapid transit), i Ring 4, der løber gennem Ballerup, Hareskovby, Bagsværd og Kgs. Lyngby.

»En BRT-linje på Ring 4 med eldrevne ledbusser i egne vognbaner med kort rejsetid og høj frekvens styrker sammenhængen i den kollektive trafik, skaber forbindelser på tværs af S-togslinjerne og styrker trafikale knudepunkter, ikke mindst Høje Taastrup Station,« skriver de syv afsendere.

Minister er positiv

Borgmestrene og regionsrådsformanden slutter brevet af med et tilbud om at uddybe forslaget i et møde med ministeren, og det har Benny Engelbrecht taget imod. Torsdag eftermiddag holdt han derfor virtuelt møde med de seks borgmestre, regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen samt Kirsten Jensen (S), formand for Movia og borgmester i Hillerød.

På mødet gav transportministeren umiddelbart tilsagn om 30 procents medfinansiering af en forundersøgelse af BRT i Ring 4, siger han til Byrummonitor.

»Jeg kan se nogle ret spændende perspektiver i det her. Vi har lavet en enkelt BRT-analyse på et tidligere tidspunkt, som viste nogle overraskende gode samfundsøkonomiske tal, så det kunne være ret spændende at se, om det her projekt viser ligeså gode perspektiver,« siger Benny Engelbrecht.

Om han er klar til at medfinansiere en BRT-linje i Ring 4, hvis forundersøgelsen viser positive perspektiver, vil han ikke stille garantier for. Men, tilføjer han:

»Når jeg lytter på vandrørene, kan jeg høre, at højklassede busløsninger er noget, der både får positive tilkendegivelser fra partierne til venstre og til højre for regeringen.«

80 procent flere passagerer

BRT-linjen skal erstatte den nuværende 400S-linje, som i dag er lidt under halvanden time om at tilbagelægge distancen mellem Lyngby Station i nord og Hundige Station i syd – når den ikke bliver fanget i bilkøer.

Med sin egen kørebane, også kaldet tracé, vil BRT-linjen være hurtigere og mere stabil, og beregninger fra busselskabet Movia anslår, at et samlet BRT-net i hovedstaden vil øge antallet af passagerer med ikke mindre end 80 procent.

Kommunerne og Region Hovedstaden skriver på den baggrund i brevet, at forslaget skal ses som en reaktion på de udfordringer, som kommunerne står med som følge af befolkningsvækst, øget trængsel for biltrafikken, mere trafikstøj og ønskerne om at styrke mobiliteten og bidrage til regeringens klimamål.

»Vi ser et løft af den kollektive transport med BRT som en væsentlig del af løsningen på alle disse udfordringer,« skriver de.

Movia
Visualisering: Movia

Aalborg er på vej med BRT

Med forslaget tilslutter de seks kommuner og Region Hovedstaden sig Movias ’Mobilitetsplan 2020’ fra september, som lægger op til at omdanne 4 af de 8 nuværende S-buslinjer til BRT-linjer, herunder i Ring 4.

Movia
Illustration: Movia

Movias forslag til BRT-net i hovedstaden fra 'Mobilitetsplan 2020'.

Movia, der står for al bustrafik i Region Sjælland og Region Hovedstaden med undtagelse af Bornholm, er ikke overraskende stor fortaler for BRT-forbindelser. Selskabet lægger til grund, at en BRT-bus kan transportere 300 passagerer – svarende til et metrotog – og er både hurtigere og billigere at anlægge end både metro og letbane. Samtidig er der mulighed for, at de i fremtiden kan gøres førerløse, fordi de kører i egne baner, forudser Movia.

I september 2014 blev den første BRT-linje indviet i København i form af ’Den kvikke vej’, som løber på en kort strækning mellem Ryparken Station og Nørreport Station.

I Aalborg forventes Danmarks første længere BRT-linje, Plusbussen på 12 kilometer, at åbne i 2023, mens politikerne i Aarhus diskuterer, om man skal erstatte planerne om udbygning af letbanen med BRT, efter en analyse har frarådet mere letbane.

Gladsaxe-borgmester: Vi drukner i biler

Trine Græse (S), der som borgmester i Gladsaxe er en af de syv forfattere til brevet, ser et »tvingende behov« for bedre og mere effektiv kollektiv transport, fordi Hovedstadsområdet »drukner i biler«.

»De store transportkorridorer har på grund af Fingerplanen traditionelt været ind og ud af København og ikke på tværs. Men på tværs af kommunerne har vi et samlet arbejdsmarked og kæmpestore boligområder og derfor også et behov for at kunne komme mellem fingrene til uddannelse og arbejde med kollektiv transport,« siger hun.

Et overslag lyder, at en BRT-forbindelse i Ring 4 vil få passagertallet til at stige med omkring 30 procent og nedbringe rejsetiden med 20 procent, fordi bussen med egen tracé ikke i samme grad er påvirket af trafikken og ikke mindst kan overhale bilkøerne i myldretiden.

»Men alt det her er noget af det, der også skal klarlægges i en undersøgelse,« siger Trine Græse.

Byplanlab roser, men foretrækker letbane

Dansk Byplanlaboratorium roser forslaget.

Organisationen, som står bag Fingerplanen, kritiserer hyppigt, at for meget byudvikling i Hovedstadsområdet koncentreres i håndfladen – med Lynetteholm og Metroen som de seneste eksempler – mens fingrene og det imellem nedprioriteres.

En kritik, som også de omtalte omegnsborgmestre selv fremførte i en kronik i Politiken i september.

Alene det, at omegnskommunerne nu tager sagen i egen hånd sammen med Region Hovedstaden, tjener til stor ros, mener Jes Møller, formand for Dansk Byplanlaboratorium. Også selve forslaget roser han:

»Ring 4 trænger ligesom så mange andre ringforbindelser i Hovedstadsområdet til et løft i kollektiv trafik, og jeg synes, at forslaget om at etablere knudepunkter mellem fingrene og ringen er helt rigtigt set,« siger han.

Han er dog endnu større fortaler for letbane, som ifølge flere analyser er bedre til at tiltrække passagerer fra mere forurenende transportmidler, end BRT er. Omvendt understreger han samtidig, at der er brug for flere erfaringer med BRT herhjemme, inden man kan fælde en dom over det billigere transportmiddel – og derfor kan BRT godt være den rigtige vej at gå i første omgang, siger han:

»Da vi ikke kan få letbaner alle steder på én gang, fordi det er en bekostelig affære, er det interessant at se, hvad BRT kan.«

Hovedstadens Letbane i Ring 3 skal stå færdig i 2025 og forventes at transportere 13-14 millioner passagerer om året på en strækning af i alt 29 stationer.

Udsigterne til en eventuel BRT-linje i Ring 4 er formentlig noget længere, men transportminister Benny Engelbrecht forventer, at forundersøgelsen kan sættes i gang snarest.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce