0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Laura Stamer
PR-foto: Laura Stamer

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Katja Viltoft: Hvorfor har en branche med så mange kvinder så få kvindelige partnere?

Kun én tegnestue skiller sig ud med flere kvindelige end mandlige partnere blandt de 40 største arkitektvirksomheder. Selv om der uddannes lige mange mænd og kvinder på arkitektskolerne, ligger ejerskabet hos mændene, skriver Katja Viltoft, formand for Danske Ark og partner og kreativ direktør i JJW.

Debat

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I forlængelse af den generelle debat i samfundet om sexisme og den skæve kønsfordeling i toppen af dansk erhvervsliv, og ikke mindst som svar på initiativet ’Sexism in Architecture’s efterlysning af handling, er det vist på tide at se nærmere på kønsdiversiteten i arkitektbranchen.

Samfundet omkring os har inden for mange fagområder taget diskussionen op, og der er på det seneste taget nogle vigtige skridt mod mere ligestilling med tvungen barsel til både mænd og kvinder, ligesom Danske Arkitektvirksomheders medlemskab af Dansk Industri (DI) for nogle år siden gav arkitektvirksomhederne kompensation ved barsel.

DI har gennemført en undersøgelse og iværksat kampagnen ’The Gender Diversity Pledge’, som er en strategi for større kønsdiversitet på ledelsesgangene i de danske virksomheder, og Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar har sat fokus på mænds og kvinder muligheder bredt på tværs af byggebranchen. Vigtige initiativer, som Danske Arkitektvirksomheder støtter helt og holdent.

Men hvordan står det egentlig til med kønsdiversiteten både blandt medarbejderne i arkitektvirksomhederne og ikke mindst blandt lederne og ejerne?

2 ud af 3 på tegnestuer er mænd

Et overordnet blik viser, at der uddannes cirka lige mange mænd og kvinder på landets arkitektskoler. På konstruktøruddannelserne uddannes der stadig flere mænd end kvinder, men der er kommet flere konstruktøruddannede kvinder til de seneste år.

Når vi så kigger på tværs af alle faggrupper af medarbejdere hos arkitektvirksomhederne er cirka 2 ud af 3 mænd, og 1 ud af 3 kvinder. Det skal nævnes, at der også er arkitektvirksomheder med flest kvindelige medarbejdere, eller hvor der er lige mange mænd og kvinder. Men de fleste steder er der altså flest mænd ansat.

Det står ikke lige endnu mellem mænd og kvinder, men der er en positiv udvikling i gang

Og hvordan står det til på ledelsesgangene? Et hurtigt kig på navnene på de administrerende direktører i både nogle af de kendte, de veletablerede og upcoming arkitektvirksomheder viser, at mange kvinder de seneste år har indtaget chefstolen og styrer arkitektvirksomhederne. En opgørelse blandt de 40 største virksomheder viser, at cirka 2 ud af 3 virksomheder er ledet af mænd, og cirka 1 ud af 3 er ledet af kvinder. Særligt de sidste 10 år er antallet af kvindelige direktører steget; en udvikling der måske har været inspireret af de stærke kvindelige forbilleder i branchen.

Det står ikke lige endnu mellem mænd og kvinder, men der er en positiv udvikling i gang, og der kommer flere og flere, også yngre kvinder, der står i spidsen for virksomhederne.

Få kvindelige partnere

Men – for der er et men: Når man så kigger efter i CVR-registrene for de 40 største arkitektvirksomheder i Danmark, viser det sig, at en meget lille del af ejerskabet af virksomhederne er på kvindernes hænder. De fleste arkitektvirksomheder ejes primært eller udelukkende af mænd. Blandt de 40 største arkitektvirksomheder er der kun én virksomhed, hvor majoriteten ejes af en kvinde. Det er Dorte Mandrup. Og når man ser på billeder af nye, glade partnere i arkitektvirksomhederne, er langt de fleste yngre mænd, en sjælden gang med en enkelt kvinde iblandt.

Hvordan kan det være?

Og hvad er egentlig den typiske vej til at blive partner og ejer i en arkitektvirksomhed? Der er flere veje, men den typiske i mange arkitektvirksomheder er, at de nye partnere udnævnes blandt fremadstormende ’designløver’, der skal tegne virksomhedens arkitektfaglighed og sikre nye opgaver i fremtiden. Blandt denne gruppe af nyudnævnte partnere er der langt færre kvinder repræsenteret. Der er også en gruppe af nye partnere, der indtræder med et stærkt ledelsesfokus, blandt andet er en del CEO’s også partnere, og her er der lidt flere kvinder iblandt, hvilket også stemmer overens med tendensen med flere kvindelige CEO’s generelt.

Jeg undrer mig over – Danske Arkitektvirksomheder undrer sig over – hvordan det kan være, at en branche, hvor der næsten uddannes lige mange mænd og kvinder, har så få kvindelige partnere. Hvorfor får man i rekrutteringen af den næste generation af partnere så sjældent øje på en kvindelig arkitekt?

Det vil vi gerne gøre noget ved, og derfor har vi også i bestyrelsen i Danske Arkitektvirksomheder besluttet at nedsætte et udvalg med repræsentanter fra bestyrelsen med flere, som i løbet af de næste måneder sætter fokus på emnet, får afdækket fakta, undersøgt hvilke tanker virksomhederne gør sig og forhåbentlig identificerer initiativer, der kan skabe en bedre kønsbalance.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord sammen med et billede af dig selv til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage