0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur
PR-foto: Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Karen Margrethe Olsen til nyvalgte byrødder: Ansæt en tværkommunal stadsarkitekt

Formuler en arkitekturpolitik eller opdater den, I har, og vær på vagt over for investorer og ingeniører, der anbefaler jer at rive ned. Sådan lyder to af de syv forslag til nyvalgte kommunalpolitikere, som Karen Margrethe Olsen, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, præsenterer i dette debatindlæg.

Debat

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kære kommunalpolitiker.

Tillykke med dit valg til kommunalbestyrelsen. Tak, fordi du er parat til at gøre en stor indsats for borgerene i din kommune. Det er meget prisværdigt, at du og alle andre valgte medlemmer til landets kommunalbestyrelser påtager jer dette arbejde.

I sidder nu blandt andet med beslutningerne om, hvordan de fysiske rammer for vores hverdag skal se ud. I skal være med til at bestemme over hver eneste kvadratmeter i landet via lokalplaner, helhedsplaner og kommuneplaner. Det er jer, der kan bestemme, om disse planer lægger vægt på æstetik og kvalitet, eller om det ’blot’ skal dreje sig om såkaldt udviklingsbyggeri i metermål.

Høje ambitioner og krav om arkitektonisk kvalitet og æstetik for vores bygninger og byrum defineres ikke af partipolitiske skel. Lad os derfor blive enige om at hæve standarden for de rammer, som vi alle færdes i.

Nutidens mantra for højde og drøjde

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur opfordrer jer til at sikre, at vi får et større fokus på bygnings- og landskabskultur. Ikke kun i kommunalbestyrelserne, men også i jeres interesseforening Kommunernes Landsforening (KL). Jeg tror ikke, at jeg formærmer nogen i KL’s bestyrelse, udvalg eller sekretariat, når jeg siger, at bygnings- og landskabskulturen mangler opmærksomhed.

Højhuse skal placeres, hvor de arkitektonisk og skalamæssigt passer ind bymiljøet

Fortætning af byer er nutidens mantra, og det kædes ofte sammen med byggeri af højhuse, også i historiske bykerner og hvor de sprænger rammer og byggestil. Men, pas på! Højhuse skal placeres, hvor de arkitektonisk og skalamæssigt passer ind bymiljøet. Nybyggeri skal holde sig inden for højde og drøjde og materiale, der allerede findes på stedet.

Højhuse er ikke mere bæredygtige end lavere bebyggelser. Det at bo tæt er bæredygtigt. Der gør man for eksempel i de historiske bykerner, i brokvarterene i København og i alle vore mange rækkehuskvarterer. Det er bæredygtigt, også uden højhusbyggeri, og det er miljøbevidst at passe på de bygninger, der allerede er bygget.

Uddel en årlig pris og kræv anstændighed

Her er syv ting, vi mener, at I bør kæmpe for.

Kræv kommunal anstændighed i planlægningen. I kommunerne er vi vidne til en meget uheldig udvikling, hvor byggeri pludselig dukker op og nyder fremme, uden at det sker på baggrund af en samlet, transparent planlægning i kommunen. En developer melder sig måske på banen med krav om høje bebyggelsesprocenter. Og vupti, så er der lavet et kommuneplantillæg, der tillader en ny lokalplan for området. Som borgere må vi være sikre på, at aftaler i kommuneplanen og i lokalplaner ikke blot ændres med et pennestrøg og en dispensation.

Formuler en arkitekturpolitikeller opdater den, I allerede har. Stil æstetiske krav til såvel bygninger som byrumsinventar. Vi er nødt til at turde tale æstetik og skille skidt og kanel ad.

Uddel en årlig pris for god bevaring, til nybyggeri og landskabsarkitektoniske tiltag, for eksempel et nyt torv, en renovering af parken, etablering af en allé.

Højhuse er ikke mere bæredygtige end lavere bebyggelser

Ud med grimme, klodsede skraldespande, beach-flag, store klodsede, elektroniske reklamesøjler, klodsede el-ladestandere. Det gøres med stor succes i udlandet, så hvorfor ikke, hvor vi bor?

Ansæt en stadsarkitekt og, hvis kommunen ikke magter dette økonomisk alene, så gå sammen med nabokommunerne og ansæt i fællesskab en stadsarkitekt. Det kunne også give den fordel, at der vil blive kigget ud over den enkelte kommunegrænse og dermed sikre en overordnet tilgang til udviklingen og bosætningsmønstre i et større område.

Sørg for, at ’mega-sommerhuse’ holdes adskilt fra traditionelle sommerhusområder. Her går den nye kommunalbestyrelse i Guldborgsund i front – det er i hvert fald, hvad de siger efter valget – og kræver 10 ’mega-sommerhuse’ nedrevet. Kommunen gav ved en fejltagelse tilladelse til byggeriet. Det nye flertal afviser nu at lovliggøre byggeriet ved at udarbejde en ny lokalplan. Det er kommunal anstændighed.

Vi er nødt til at turde tale æstetik

Vær på vagt over for investorer og ingeniører, som påstår, at det ikke kan betale sig at istandsætte bygninger eller bygningsdetaljer. Argumenter om, at det vil være både billigere og bedre at rive bygningen ned eller flå vinduer af kvalitetstræ ud til fordel for vinduer af kunstmaterialer, er helt sikkert bedre for deres egen pengepung, men er det også bedre for bymiljø og bæredygtighed? Svaret er klart: Nej, det er det ikke.

Alle undersøgelser viser, at god byplanlægning, med vægt på kvalitet og æstetik og respekt for vores bevaringsværdige bygninger er med til at øge bosætningen i en kommune. På alle parametre kan det altså betale sig at være fremme i skoene, når der skal planlægges for vores fysiske omgivelser.

God arbejdslyst!

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord sammen med et billede af dig selv til debat.byrummonitor@pol.dk.