0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Kunsthistoriker: Den vilde natur skal ikke længere spille rollen som dekorativ statist i byudviklingen

Danmark placerer sig på sidstepladsen i EU’s opgørelser over, hvor meget plads den vilde natur har til rådighed i de enkelte lande. Vi skal have mere vild natur, og vi skal sørge for, at byerne bevarer åndehullerne, skriver kunsthistoriker Christel Pedersen i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med jævne mellemrum blusser debatten om, hvor meget vild natur vi skal have i Danmark – og om hvor vild den vilde natur skal være – op i medierne.

Diskussionen handler stort set altid om den del af landet, der befinder sig uden for byerne. Af gammel vane opfatter vi naturen som byens, og i bredere forstand kulturens og civilisationens, modsætning.

Men den opfattelse bør vi genoverveje, for naturen, og ikke mindst den ’vilde’ af slagsen, kommer i fremtiden til at spille en langt mere aktiv rolle i byplanlægningen end den dekorative statistrolle, den hidtil er blevet tildelt; både i forhold til klimatilpasning, men også som redskab til at skabe større social sammenhængskraft.

Kun 8 procent af den danske natur er uopdyrket

Danmark har den tvivlsomme ære at placere sig på sidstepladsen i EU’s opgørelser over, hvor meget plads den vilde natur har til rådighed i de enkelte lande. Kun 8 procent af den danske natur er uopdyrket, og selv i nationalparkerne får naturen ikke helt lov til at passe sig selv. Der findes faktisk ikke naturområder i Danmark, der er fuldstændig fritaget fra nyttiggørelse i en eller anden grad.

Ensartede græsplæner og gummiagtig asfalt

I en DR-artikel fra 2020 forklarer Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, at de danske landskaber så beredvilligt lader sig domesticere med deres bløde, medgørlige morfologi, og at danskerne samtidig er et udpræget nytteorienteret folkefærd:

»Den plads, der kunne være gået til vild natur, bruges i stedet til landbrug, skovbrug og fiskeri. Det presser naturen,« siger Ejrnæs.

Og den nyttelogik, der præger landområderne, gør sig tydeligvis også gældende i byerne, hvor alt skal være pænt, praktisk og vedligeholdelsesfrit.

Selv om flere og flere private haveejere dropper græsslåningen og efterlader bunker med grene, løv og nedfaldsfrugt i bunden af haven for at skabe levesteder for insekter, regnorme og pindsvin, er de offentlige rum i byerne stadig domineret af asfalt, og naturen reduceret til store ensartede stedsegrønne græsplæner, blomsterbede med stedmoderblomster og betonkummer med stauder.

De offentlige rum i byerne er stadig domineret af asfalt

Centrum af København, hvor min familie og jeg netop har slået os ned efter mange år under sydligere himmelstrøg, er ingen undtagelse: Det er en ørkenvandring af endeløse asfalt-, flise- og brostensflader med spredte indslag af yngre og som regel helt identiske træer plantet i sirlige rækker.

Og indimellem står et ensomt ældre træ og blomstrer lidt hjemløst i et pludseligt mellemrum mellem husene. Selv legepladserne er mange steder beklædt med den gummiagtige asfaltimitation, der sikkert er praktisk og nem at vedligeholde og uden tvivl rarere at falde på end rigtig asfalt, men samtidig uendeligt uskøn og usanselig.

Der er ikke mange brombærkrat, man kan forvilde sig ind i, eller mudderhuller, man kan plaske rundt i på legepladserne i det centrale København. Man kan komme i sit pæne tøj og gynge og nøjes med at børste lidt sand af sig, når man forlader dem igen.

Heldigvis er der små oaser, når man bevæger sig ud i brokvartererne.

Æbletræer i fortovskanten

For et par dage siden gik min datter på knap to år og jeg tur i solskinnet og det milde efterårsvejr ned ad Sønder Boulevard med Enghaveparken som endemål. Vi nåede aldrig særligt langt, for i begyndelsen af boulevarden, i området omkring Halmtorvet, stod der æbletræer i fortovskanten, og på jorden under træerne lå et tykt dække af bittesmå grønne æbler – nogle stenhårde, nogle brune og smattede.

Hvis vi skal sensibilisere vores børn i forhold til naturen og klimaforandringerne, så skal vi have mange flere nedfaldsæbler og mange flere jordhuller, der bliver til vandpytter i regnvejr, også helt inde i centrum af byerne.

Byerne – måske mere end noget andet – skal afspejle de radikale forskydninger i vores opfattelse af naturen og vores forbundethed med den, som klimaforandringerne og biodiversitetskrisen har igangsat.

’Grønne åndehuller i København’

I september var vi på Borgerservice for at tilmelde os folkeregisteret, og der fordrev jeg ventetiden, indtil vores nummer blev råbt op, med at sidde og studere de forårsgrønne billeder fra blandt andre Fælledparken, Sydhavnstippen, Damhusengen, Amager Fælled, Botanisk Have og diverse kirkegårde i en folder om grønne åndehuller i København.

På de fleste af dem sad en eller et par personer og så lidt staffageagtige ud på en bænk, måske med en cykel ved siden af sig: De var på tur, på udflugt ud i naturen, men samtidig tydeligvis bare på besøg for at få en pause fra ’storbyens pulserende liv og larm’.

Naturen skal ikke være et udflugtsmål - den skal vokse sig ud af byerne

Folderen om de ’grønne åndehuller’ fastholder et for længst uddateret billede af naturen som ’noget andet’. Og det er efter min bedste overbevisning helt forfejlet, for naturen skal ikke være et udflugtsmål. Den skal vokse sig ind i byerne og måske endda overtage dem her og der i form af rødder, der bryder op gennem asfalten, ukrudt der breder sig i gader og på fortove, med alt hvad dertil hører af bladlus og insekter – og måske af en væltet træstamme, der blokerer for trafikken på en af de motorvejsagtige trafikårer, der gennemskærer byen.

Vi skal ikke bare give naturen plads, men også overgive os til den og erkende, at vi selv er en del af den; ikke bare noget vi kan cykle ud til og sidde på en bænk og skue ud over.

Der mangler efter min mening en strategi for de grønne rum i København; en strategi der ikke kun handler om afgrænsede områder som parker og pladser, men om byen som en sammenhængende helhed, hvor naturen og vegetationen udgør en vigtig – og måske ligefrem afgørende – del af sammenhængskraften.

Byerne, og ikke mindst bycentrene, skal rumme og imødekomme den ikke forbrugende eller ubemidlede del af befolkningen: børn, arbejdsløse, hjemløse, migranter, flygtninge. Og netop naturen kan udgøre et vigtigt redskab til at fremme den sociale inklusion, hvis vi bruger den til at skabe mere komplekse, ikke-entydige rum, hvor vores adfærd ikke er forhåndsbestemt.

Derfor skal vi ikke kun kæmpe for at bevare Amager Fælled og den vilde natur uden for byerne; vi skal kæmpe for at hente den helt ind i hjertet af byerne.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord sammen med et billede af dig selv til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere