0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Radikal kandidat: Københavns byudviklingsregime har spillet fallit, og kun et opgør med By & Havn kan ændre det

Københavns Kommune må bruge sit store budgetoverskud til at hjælpe By & Havn med at afdrage gælden, så By & Havn til gengæld kan sælge billigere byggeretter, skriver Emil Sloth Andersen, kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Radikale Venstre, i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Københavns byudviklingsmodel er gået totalt i stykker. Byen sitrer af uretfærdighed. Social uretfærdighed, retmæssig uretfærdighed og en uretfærdighedsfornemmelse over, at naturlovgivningen knægtes.

Vi kan ikke efter denne valgperiode længere påstå, at vi har en opskrift for byudvikling, der fungerer. Der bliver solgt lejligheder på Papirøen til otte millioner kroner på et areal udviklet af By & Havn. Jeg skal være den første til – med det boligkaos, jeg selv har været igennem – at melde min forargelse over det faktum.

Vi ser samtidig under vores nuværende byudviklingsregime, at retsstaten køres over; vi ser discount-miljøvurderinger på Lærkesletten, ringeagten for Planklagenævnet og den såkaldte salamimetode med Lynetteholm, hvor man splitter miljøvurderingerne op, hvilket juraprofessor Ellen Margrethe Basse har kaldt »helt klart i strid med VVM-direktivet«. Det er uholdbart og afledt af hele vores byudviklingsmodel.

Der er en vej til forandring

Vores byudviklingsmodel kom til verden i 1992 med Ørestadsloven, som Radikale Venstre i sin tid stemte nej til. Daværende ordfører Jørgen Estrup var bekymret for, at finansieringen hang for tyndt sammen, at prognoserne for grundsalget var for optimistisk, og at naturrettighederne måtte stå for skud. Jørgen Estrup fik ret i sine bekymringer. Næsten på profetisk vis.

Grundlæggende sætter man ulven – Københavns Wolf of Wall Street – til at vogte får

Vi har et selskab nu – By & Havn – der både står med en negativ egenkapital, og som er tvunget per lov til at skabe profit på forretningsmæssige vilkår ved at sælge offentlige grunde fra. Samtidig er By & Havn primært ansvarlig for miljøvurderingerne på egen grund. Grundlæggende sætter man ulven – Københavns Wolf of Wall Street – til at vogte får.

Modellen skaber kaos på boligmarkedet og for vores retsstat, men der er en vej til forandring.

Københavns Kommune skal afdrage på gælden

Københavns Kommune må begynde at afdrage en del af By & Havns gæld. Kommunen havde et budgetoverskud på 3,4 milliarder kroner i 2020 og har i en årrække haft gennemsnitlige budgetoverskud på 2 milliarder kroner som følge af service- og anlægsloftet fra staten. Derfor står vi nu med omtrent 17 milliarder kroner i likviditet.

By & Havn solgte i 2020 byggeretter for 1,2 milliarder kroner. Hvis Københavns Kommune bidrog med eksempelvis 0,5 milliarder kroner per år til By & Havn, så stod selskabet med markant flere muligheder på hånden, som dog vil føre til lavere profit:

Man kunne i højere grad sælge byggeretter til almene boligselskaber til reduceret pris og i højere grad indgå i samarbejdskonstellationer med private bygherrer, hvor man stiller krav om lav husleje og små boliger, der passer til de flere singler og enlige ældre. Og til dem, der mener, at sådanne samarbejdskonstellationer måtte have en planøkonomisk karakter, må jeg gøre opmærksom på, at Fælledby P/S jo allerede er ejet 50 procent af By & Havn.

By & Havn skal tage hensyn til mennesker, flora og fauna før profit

Afskaffede vi også de resterende dele af 95 kvadratmeter-reglen, som siger, at 50 procent af etagearealet i et nyt byggeri skal være gennemsnitligt 95 kvadratmeter, kunne vi også skabe flere små boliger. Samtidig må vi skrive ind i By & Havns vedtægter, at By & Havn skal tage hensyn til mennesker, flora og fauna før profit. Og endelig burde Københavns Kommune tage en større del af ansvaret for miljøbeskyttelsen og overvågningen fra By & Havn.

Jeg er i øvrigt glad for, at både SF og Enhedslisten over de seneste par uger har kaldt på en reform af By & Havn. Det batter, når vi er mange nok.

Budskabet fra mig er simpelt: Der er et alarmerende behov for, at vi får vendt vores byudviklingsmodel helt på hovedet. By & Havn-konstruktionen er på mange måder urkilde til de største problemer. Nu må vi skabe forandring!

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce