0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Gehl
PR-foto: Gehl
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Hos Gehl børster vi vores tysk af og følger spændt med i valget, hvor klima igen er vigtigste tema

I Tyskland er klimaforandringer det vigtigste tema forud for valget 26. september, skriver Gehl-direktør Rasmus Duong-Grunnet og mobilitetsekspert Andreas Røhl i dette debatindlæg. Særligt ordet Mobilitätswende, der omhandler grønne mobilitetsløsninger, har vundet indpas og er noget, vi kan lære af i Danmark.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med under en uge til det vigtige valg i Tyskland kan det varmt anbefales at orientere sig lidt mod syd. Vores nabo er i bevægelse, og hos Gehl har vi i den grad børstet vores tysk af og følger tæt med. Et tema, der fylder meget i debatten, er Mobilitätswende.

Lad os starte i München, hvor et billede, der blev delt ivrigt på de sociale medier i forrige uge, kan give lidt kontekst. På billedet ser man afgående kansler Angela Merkel sammen med Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, fra CSU og Baden-Württenbergs ministerpræsident, Winfried Kretschmann, fra De Grønne. Det er taget under åbningen af messen IAA Mobility i München, det internationale motorshow, udstillingsvindue for de nyeste biler i det bilproducerende og bilglade land.

Tipping point

At alle på billedet bærer mundbind vidner om de stadig gældende coronarestriktioner i Tyskland. Corona har naturligt nok været det dominerende tema i Tyskland siden marts sidste år. Men i slutningen af august i år skiftede fokus atter i det tyske samfund, og ifølge platformen Statista bliver klimaforandringer nu igen opfattet som det vigtigste samfundsproblem hos de tyske vælgere.

Ladcyklen blev en del af den nationale valgkamp i Tyskland

Det bringer os tilbage til billedet fra IAA. Selv om messen stadig domineres af biler (godt nok flere og flere e-biler, men stadig masser modeller med klassisk forbrændingsmotor), så forsøger man at lægge vægt på, at messen hedder IAA Mobility – vægt på mobilitet, ikke kun biler. Det er da heller ikke den nyeste Mercedes, de tre politikere kigger på, men derimod en ladcykel med e-motor. Mobilitätswende, skriver folk, når billedet deles på nettet.

Udtrykket har vundet indpas i Tyskland. Wende – at vende rundt, ændre, et tipping point. Energiewende er også et tysk udtryk, men hvor der her er mere fokus på, hvordan en grøn energiforsyning kan sikres, så handler Mobilitätswende ikke kun om adgang til grønne transportløsninger, men i ligeså høj grad om en kulturel forandring og adfærdsændringer i forhold til mobilitet. Spørgsmål om hvorhen, hvornår og hvordan vi bevæger os, hvordan vi forvalter plads i byerne, og hvordan byerne udvikles i fællesskab.

Forøget interesse for bilfattige byer

Ladcyklen blev en del af den nationale valgkamp i Tyskland, da De Grønne begyndte at føre valg på et nationalt tilskudsprogram ved køb af ladcykler. Allerede nu har flere af de store byer som Stuttgart, Hamburg og München indført sådanne tilskudsprogrammer, så man kan få op mod 1.000 euro i tilskud ved køb af en ladcykel.

Men interessen for nye køretøjer er kun en del af udviklingen. Kultur- og adfærdsændringerne, der også er en del af Mobilitätswende i Tyskland, er hvor vi virkelig ser en udvikling.

I Wolfsburg er vi lige nu i gang med en bylivsundersøgelse på Porschestraße(!)

Vi oplever det i vores projekter i Tyskland. Ud af de godt 12 igangværende opgaver, vi hos Gehl lige nu arbejder på i Tyskland, Østrig og Schweiz, er Mobilitätswende på den ene eller anden måde en del af diskussionen i dem alle. I Karlsruhe er vi i gang med en ny strategi for bymidten: strategisk arbejde på baggrund af ændrede bevægelsesmønstre i byen, hvor nye muligheder for byrum og byliv opstår ved at gentænke mobilitetskonceptet for bymidten, og med en borgmester, der ønsker mere grønt, mere plads til mennesker og ikke tøver med at tydeliggøre, at det betyder mindre plads til biler.

Når vi arbejder med helhedsplaner for byområder i Berlin, oplever vi forøget interesse (både fra bygherre, kommunen og andre interessenter) for autoarme Städte, bilfattige byer. Tyskernes traditionelle opfattelse af dem selv som et bilelskende folk er under opbrud.

Her har covid-19 vist, at store adfærdsændringer er mulige, også i Tyskland. Forsøg med pop-up-cykelstier, der sprang op i byer som Berlin, har gjort indtryk i et land, hvor eksperimenter i planlægningsprocesserne ellers ikke er hverdagskost. Ændrede arbejdsforhold under covid-19 har skabt interesse for at gentænke forholdet mellem hjemmet og arbejdet – og vi arbejder nu med både delearbejdspladser og virksomhedsarealer som en del af nærområdet, når vi planlægger nye boligområder.

Bylivsundersøgelse på Porschestraße

I andre sammenhæng handler det om, hvordan byerne tænker samarbejde på tværs ind fra starten. I Wolfsburg er vi lige nu i gang med en bylivsundersøgelse på Porschestraße(!).

Gaden har faktisk længe været planlagt som fodgængerzone, men hele miljøet fungerer ikke længere optimalt. Projektet drives frem af byens planafdeling, der har været god til at kigge på tværs af siloer i byen og fra starten har udarbejdet grundlaget sammen med Wolfsburgs handelskammer.

I Hamburg har de taget skridtet videre og oprettet et senat (forvaltning) for netop Mobilitätswende, hvor Anjes Tjarks er byens første Senator für Verkehr und Mobilitätswende.

Et Tyskland i bevægelse

Lad os slutte tilbage i München. Parallelt med IAA afholdt byen en mobilitetskongres. Münchens viceborgmester, Katrin Habenschaden, inviterede til debat under sloganet »Mut bei der Mobilitätswende und Mobilität für alle«.

I en diskussion om løsninger på mobilitetsudfordringer i München deltog Sabine Enderle fra den frivillige organisation Freiraum-Viertel. Organisationen er lykkedes med at få gennemført byrumsforsøg i området lige syd for Münchens hovedbanegård med fokus på at samtænke indsatser for social lighed med bedre byrum.

Hos Gehl har vi hjulpet dem på vej med dataindsamling og analyser af nærmiljøet. Sabine var i dialog med netop viceborgmester Habenschaden og repræsentanter fra byens mobilitetsafdeling, og målet var at skabe opmærksomhed om eksperimenter, pilotprojekter og kulturforandring som en del af opskriften på Münchens Mobilitätswende.

Det bliver spændende at følge valget 26. september. Uafhængigt af resultatet kan vi forvente, at Mobilitätswende vil være højt på agendaen. Tyskland er i bevægelse, byerne tager handling, og der er masser for os at lære og være med til.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce