0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Psykolog ville lave en samtalebænk: Vores byrum skaber en uskreven regel om, at vi undgår kontakt med fremmede

Vi har indrettet vores byrum efter en uskreven regel om at vi holder afstand til fremmede og ikke tager kontakt, skriver psykolog Lars Rasborg i dette debatindlæg. Selv har han designet ’samtalebænken’, men samtlige kommuner, der fik tilbuddet om at sætte den op, takkede nej. Hvorfor?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I disse år etablerer og fornyer man uderum rundt i Danmark, og mennesker samles i stigende omfang på pladser og broer, ved kajkanter, på strande og i naturen. Men uderummene indbyder især til at slå sig ned alene eller sammen med dem, man allerede kender.

Indretningen af uderummene hviler nemlig på den uskrevne regel, at vi – også uden corona – skal holde fysisk afstand til fremmede. Vi skal ikke kontakte dem, medmindre vi har en særlig grund.

Sidder der en person midt på en bænk, sætter jeg mig på en anden. Sidder den pågældende i den ene ende af bænken, kan jeg til nød sætte mig i den modsatte ende.

Reglen om at holde afstand til fremmede og undgå kontakt gælder også i offentlig transport, på cafeer og restauranter og på stranden. Vi tager hensyn, også selv om vi nogle gange har lyst til at tage kontakt.

Hensynsfulde regelbrud

Bryder man denne uskrevne regel med en smule takt, er det min erfaring, at der i de fleste tilfælde udvikler sig en lille udveksling, der varmer og skaber glæde. Måske fordi kontakten, ligegyldigt hvad den drejer sig om, ophæver den diskrete afvisning, som det skaber, når vi er sammen i byrummet og alligevel anonyme for hinanden.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at de positive reaktioner på brud på reglen skyldes høflighed. Men de virker ægte. Det tyder altså på, at man kan vise hensyn, netop ved at bryde den uskrevne regel.

De steder findes, hvor den uskrevne regel ikke gælder. På en højskole er reglen snarere at sætte sig blandt fremmede og uden videre indlede en samtale. Den, der på en højskole vælger et ledigt bord, når der er stadig plads ved besatte borde, vil let kunne blive betragtet som afviger. Og i en børnehave eller skole er man ligefrem en god kammerat, hvis man uden videre spørger det nye barn i gruppen, om det vil lege.

’The Square’ som inspiration

For nogle år siden fik jeg en idé til en bænk, der udfordrer den uskrevne regel om at holde afstand og undgå kontakt med fremmede. Jeg havde set Ruben Östlunds film ’The Square’ fra 2017, et satirisk komediedrama om samtidskunstens verden. Titlen henviser til en kunstinstallation, et lille, lysende kvadrat, nedfældet på en plads foran et kunstmuseum. Installationen inviterer forbipasserende til at gøre noget for den, der har brug for hjælp og som stiller sig op inden for kvadratet.

Der opstod ideen om en ’samtalebænken’; en bænk, der ved fire enkle greb inviterer til kontakt mellem fremmede

Hvilke umulige situationer kunne det ikke føre til, hvis ideen blev taget alvorligt? Der opstod ideen om ’samtalebænken’; en bænk, der ved fire enkle greb inviterer til kontakt mellem fremmede: Bænken er cirkelformet, den er uden ryglæn, eller ryglænet er placeret på yderranden, så man sidder ansigt til ansigt. Desuden har bænken to åbninger og den har en diameter, så man sidder i samtaleafstand.

Lars Rasborg og Tue Teinar Elskær
Illustration: Lars Rasborg og Tue Teinar Elskær

Når to eller flere personer sidder over for hinanden på sådan en bænk, er der ikke langt til at få øjenkontakt og til dernæst at indlede en lille udveksling. Særligt hvis bænken bliver kendt som en ’samtalebænk’, kunne den etablere en zone i byrummet, hvor den uskrevne regel er ophævet. Bænken vil kunne bidrage til det, som byplanarkitekten Jan Gehl kalder livet mellem husene.

Lars Rasborg og Tue Teinar Elskær
Visualisering: Lars Rasborg og Tue Teinar Elskær

Samtalebænken findes endnu ikke

Endnu har jeg ikke set en bænk, der opfylder alle fire krav. Eksisterende runde bænke har således typisk et ryglæn placeret på inderranden, så vi tvinges til at sætte os med ryggen mod centrum. Møder man endelig en rund bænk uden ryglæn, er den formet som en lukket cirkel, så man skal skræve ind over den for at komme ind og sidde overfor hinanden. Et eksempel er ’Camønobænken’ fra arkitektfirmaet Norrøn, som er opstillet på den kendte vandrerute på Møn.

Jeg tilbød prototypen til en række kommuner, boligselskaber og museer. Nogle viste interesse, men ingen sagde ja

Og møder man en rund bænk med åbning, er bænken typisk så stor, at den overskrider samtaleafstand. Atter andre runde bænke er så små, at der kun er plads til to-tre personer, som nærmest sidder knæ mod knæ.

Norrøn
Foto: Norrøn

Norrøns Camønobænk.

Endelig er der de velkendte bord- og bænke-sæt, som ganske vist er rektangulære, men velegnede til samtale. Imidlertid lægger de snarere op til et måltid, aftalt mellem venner, end til spontane, kortvarige møder mellem fremmede.

Ingen sagde ja

For at realisere ideen om ’samtalebænken’ gik jeg sammen med arkitekt Tue Teinar Elskær og søgte Statens Kunstfond om støtte til udvikling af en prototype. Som et forsøg skulle den opstilles i et byrum. Kunstfonden støttede projektet, og jeg tilbød prototypen til en række kommuner, boligselskaber og museer. Nogle viste interesse, men ingen sagde ja, selv om deres udgift ville være begrænset til opstillingen af bænken.

Måske spillede det ind, at de fik tilbuddet midt under coronanedlukningen af samfundet. Det kan naturligvis også være, at de ikke syntes om ideen. Måske bryder den for stærkt med den uskrevne regel om at holde afstand og undgå kontakt.

Nu er det overladt til fantasien, hvordan mennesker i et byrum ville reagere på ’samtalebænken’. Ville de gå forbi den uden at opdage, at den skiller sig ud? Ville de fange opfordringen, men afvise den og finde en anden bænk? Eller ville de standse op og se, hvordan bænken blev brugt og eventuelt selv sætte sig på den?

Kunne en sådan bænk blive kendt som en særlig zone, hvor reglen om at holde afstand og undgå kontakt med fremmede i byrummet er ophævet? Ville bænken ligefrem kunne få en betydning ud over sig selv som et udsagn om, at vi ikke nødvendigvis forstyrrer eller trænger os på, når vi kontakter fremmede? Kunne den fungere som et oplæg til at tænke over, om vi i andre sammenhænge forholder os nysgerrigt og undersøgende eller tvært imod uinteresseret eller ængsteligt undvigende, når vi møder det fremmede, det uforudsigelige, det, som vi ikke har fuld kontrol over?

Jeg ser for mig, at ’samtalebænken’ desuden ville kunne gøre os alle lidt klogere på, hvad der skaber kontakt mellem mennesker i det fysiske rum. Måske er det ikke uden betydning i en tid, hvor virtuel kontakt og ensomhed vinder frem.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce