0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
CPH Village
PR-foto: CPH Village
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Trods fine certificeringer tager byggebranchen i dag museskridt, hvor der er behov for syvmileskridt

Der er begyndende konsensus om, at byggeriet ikke bidrager nok til den grønne omstilling. Lad os samles i branchen om en ambitiøs, grøn omstilling og gå til vores folkevalgte med en klar mission, der skal munde ud i verdens bedste byggelovgivning, skriver medstifter af CPH Village Frederik Noltenius Busck.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mit debatindlæg om certificeringer i Byrummonitor 3. august har affødt gode replikker fra folk i byggebranchens maskinrum. Der lader til at være fælles vilje til at hæve barren for byggeriets klimaindsats. Branchen bør nu samles for at overbevise regeringen om at løfte ambitionsniveauet markant i forhold til den grønne omstilling af byggeriet.

Adm. direktør i Green Building Council Denmark Mette Qvist opfatter min kritik af byggebranchens greenwashing som et specifikt angreb på DGNB. Hensigten var dog ikke at skyde på hverken den ene eller den anden certificeringsordning.

Opråbet var derimod et forsøg på at gøre opmærksom på, at byggeriet i Danmark hverken er grønt eller bæredygtigt, og at vildledningen må stoppe.

Godt, at store aktører går forrest

Budskabet var, at byggeriet i Danmark bryder alle planetære grænser. Det gælder alle byggerier – selv dem med de fornemmeste certificeringer.

Mit argument går i al sin enkelhed ud på, at videnskaben fortæller os, hvad der er bæredygtigt, og hvad der ikke er. IPCC’s klimarapporter og Stockholm Resilience Centre arbejder med planetære grænser er autoritativt og giver os et klart, videnskabeligt grundlag at dømme og handle ud fra i byggeriet.

Både med og uden certificeringer tager vi lige nu museskridt, hvor der er behov for at tage syvmileskridt

Det er derfor uomtvisteligt, at eksempelvis Århus Øs beton-, glas- og stålmassiv ikke er en model for resten af verden.

Både Tony Christrup fra AG Gruppen og Mette Qvist fra Green Building Council Denmark fremfører med rette her i Byrummonitor, at DGNB-certificerede byggerier over en bred kam hæver barren i Danmark, og at byggerier, der er DGNB-certificerede, generelt er bedre, end hvad bygningsreglementet kræver. Det er godt, at store aktører går forrest og inspirerer. Green Building Councils indsats er anerkendelsesværdig.

Men udfordringen handler om referencerammer. Skal vi måle vores tiltag op mod ’standardbyggeri’, eller skal vi måle os op mod planetens absolutte grænser?

Grøn omstilling giver mulighed til tilsandet branche

Min holdning er, at hvis det ikke er de absolutte grænser, der vurderes ud fra, risikerer vi med den frivillige bæredygtighedsklasse eller Sølv-, Guld- og Platin-certificeringer at stille en fortælling op for os selv og det brede samfund om, at det går bedre, end det egentlig gør.

Faktum er, at både med og uden certificeringer tager vi lige nu museskridt, hvor der er behov for at tage syvmileskridt, hvis byggeriet skal blive reelt bæredygtigt, inden vi gør uoprettelig skade på alle økosystemer.

Byggeriet står over for kæmpe forandringer. Og sikke et held. Det er en fantastisk mulighed for en tilsandet branche, der helt ubegribeligt ikke har haft produktivitetsstigning gennem nu to årtier!

Det nytter ikke at bygge halvt så klimaskadeligt, når vi så bygger dobbelt så meget

Der er begyndende konsensus om, at det eksisterende byggeri ikke bidrager nok til den grønne omstilling. Lad os derfor samles i branchen om en ambitiøs dagsorden for en grøn omstilling af byggeriet og gå til vores folkevalgte med en fælles mission, der skal munde ud i verdens bedste byggelovgivning.

Lad os gå sammen til vores folkevalgte

Den grundlæggende præmis skal være, at vi skal bygge inden for de planetære grænser, og at vi derfor fremover skal arbejde med absolutte grænser for CO2-aftryk per person i byggeriet.

Vi skal med det samme stoppe med at arbejde med relative grænser og CO2 per kvadratmeter. Rebound-effekten er videnskabeligt underbygget igen og igen. Det nytter ikke at bygge halvt så klimaskadeligt, når vi så bygger dobbelt så meget.

Absolut bæredygtighed i byggeriet, som DTU har udviklet førende metoder til at applicere, vil kræve en fantastisk nytænkning. At holde sig inden for planetens grænser, kan blive dansk byggeris måneprogram. Griber vi det rigtigt an, så vil det aflede utroligt mange kommercielle muligheder.

Danmark skal gå forrest og høste fordelene, men dansk lovgivning kan ikke stå alene og skal selvfølgelig harmonere med lovgivning og CO2-afgifter og kvoter i EU-regi. Det skal vi i branchen også efterspørge.

Markedet hjælper os på vej

Markedet hjælper os heldigvis på vej, nye aktører og nye ideer byder ind, og vi kan måske omsider løfte produktivitetskurven. Kapital strømmer allerede fra klimaskadelige firmaer mod morgendagens virksomheder. Banker kræver højere og højere udlånsrenter til ’sorte’ projekter, og forsikringsselskaber er helt stoppet med at ville forsikre solnedgangsforretninger.

Vi i CPH Village vil gerne tage initiativ til, at alle involverede i branchen samles om at udforme et byggeløfte. Alle, der har andel i miseren, skal tænke og handle sammen. Forskere, rådgivere, entreprenører, fagforeninger, bygherrer, lejere, udlejere, grundejere og investorer bør alle gribe dagen.

Vi skal love at hjælpe hinanden med omstillingen de kommende år, for det bliver svært, og vi skal gå til Kaare Dybvad inden nytår med klare krav til et absolut bæredygtigt bygningsreglement.

Hvem vil være med?

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce