0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Marcello Morns: Amager Fælled viser, at politikerne har antændt et bål blandt borgerne, som snart blusser op igen

Vi er begyndt at føle os fremmedgjorte over for byudviklingen, skriver retoriker Marcello Morns i dette debatindlæg. Vi kan ikke se værdien i at sælge ud af byens naturområder, når vi kan se, hvor fantasiløse bygninger, vi vil få til gengæld. Bålet brænder allerede, og Lynetteholm kan snart få det til at blusse op igen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det går hurtigt i København for tiden. Havnebassiner bliver til byggegrunde, højhuse skyder op, og overalt ser man kraner. De nye kvarterer ligner hinanden på en prik, og de bliver større og større, for der bliver bygget og bygget.

Ét af byggerierne er foreløbigt standset, men vi ved ikke, om der sker mere. Jeg taler selvfølgelig om Amager Fælled, Ørestad Fælled, Strandengen, Fælledby, Lærkesletten, eller hvad man nu kalder den.

Den mest uforudsigelige sag i lang tid viser os, hvad der kan ske, når borgerne begynder at føle sig fremmedgjorte over for de politiske beslutninger og de nye bygninger. Jeg vil her forsøge at give mit bud på, hvordan protesten om Amager Fælled kunne mobilisere så massivt.

De nye og ens bygninger

Rå betonmure med cellofanklædte vinduesbånd. Sådan ser de fleste nye københavnske bygninger ud, når de lige er skudt op. Cellofanen bliver siddende på vinduerne, indtil man klistrer en skalmur på betonen. Derefter ryger cellofanen af, og vupti, så har man en bygning.

Beslutningerne er taget for over 20 år siden, og pengene er brugt for over 20 år siden

Processen er hurtig, men vi har vænnet os til synet af de høje, rå bygningskroppe – for de er overalt, og de bliver ved med at skyde op. Når de er helt færdige, ligner de hinanden: De har fladt tag, standardvinduer og standardaltaner.

Jeg ved, at der sjældent har været en arkitekt inde over. Det er mange arkitekter trætte af. Og de bygninger, der efterhånden udgør hele kvarterer langs havnen, i Ørestad og mange andre steder, er rigtig mange københavnere trætte af.

Et chok i 2016

Det byggeboom, som vi oplever i dag, var begyndt at tage fart, da protesterne om Amager Fælled ulmede i 2016. På det tidspunkt var noget helt andet på spil. Helle Thorning-Schmidt var trådt tilbage som statsminister året forinden, og Lars Løkkes nye V-regering var begyndt at føre alle politikområder i en helt anden retning. Frustrationen var stor i København, hvor der ikke er så mange blå vælgere.

Efter megen palaver gennemførte V-regeringen Landbrugspakken. Den ville tillade mere gødning, som ville påvirke vandmiljøet negativt. Mange stod nærmest chokerede tilbage. Ingen havde troet, at en ny lov ville forværre forureningen.

Jeg nævner ovenstående eksempel, fordi jeg mener, vi skal huske på Landbrugspakken og det pludseligt truede vandmiljø for at forstå, hvordan protesterne om Amager Fælled kunne komme så godt fra start. Fra at miljøpolitik var noget, der gik i en retning, som huede de fleste københavnere, blev miljøpolitik med ét noget, som man måtte kæmpe intenst for.

Men der var ikke meget at gøre. Løbet var kørt med Landbrugspakken, og V-regeringen kørte derudaf med fuld fart.

Den nye stil vil jeg karakterisere som hyperrationel: Alt er standard. Alt er elementer.

Men så begyndte man at tale om at bygge på et sårbart naturområde i København. Pludselig var noget af kampen ikke helt så umulig. Og pludselig bredte en følelse af handlekraft sig omkring Amager Fælled.

I den proces lærte vi rigtig meget om natur. Det var nyt for mig, at Strandengen var biologisk unik. Jeg kunne dog godt se pointen i, at den havde ligget urørt hen i næsten 6.000 år, og det kunne de fleste andre københavnere også. Protesterne blev så massive, at byggeplanerne blev droppet.

De blev flyttet til Lærkesletten og Stejlepladsen, og det affødte det næste chok. Begge områder havde nemlig været fredede, men de fredninger blev nu ophævet. Så tog de næste slag fart. I Sydhavn har man ikke givet op om Stejlepladsen. Men det er bevarelsen af Lærkesletten, som blev det næste store, folkelige projekt – især fremdrevet af Amager Fælleds Venner – som indtil videre har vist sig succesfuldt.

Den hyperrationelle byggestil

I al den tid, hvor disse protester har stået på, er København blevet stadig mere domineret af de rå betonmure med cellofanklædte vinduesbånd. De står der som sagt, indtil de får skalmur, hvorefter de ligner alle de andre nye huse.

Den nye stil vil jeg karakterisere som hyperrationel: Alt er standard. Alt er elementer. Alt kan opføres som hurtige projektsalg. Ingen detaljer vidner om en tilpasning til stedet. Det skulle da lige være, at de holder sig inden for skel.

Jeg tror ikke, at den hyperrationelle stil mødes med megen kærlighed. Den mødes allerhøjest med forståelse for at afhjælpe boligmanglen. Men når den bliver så dominerende, som den er blevet i de år, hvor der er blevet protesteret på Amager Fælled, så tager frustrationen til.

Fremmedgørelsen

Vi er begyndt at føle os fremmedgjorte over for byudviklingen. Beslutningerne er taget for over 20 år siden, og pengene er brugt for over 20 år siden. Vi forstår, at vi har en gæld fra metroen, og vi forstår, at vi skal udvikle og sælge byggegrunde for at få pengene igen. Vi ønsker ikke at spare på den kommunale velfærd for at dække den gæld.

Men vi kan heller ikke se værdien i at sælge ud af byens naturområder, når vi kan se, hvor fantasiløse bygninger, vi vil få til gengæld. Kort sagt har vi erfaret, at naturen er sårbar over for de politiske vinde. Og vi har set, hvor grim byen kan blive. Vi ønsker ingen af delene.

Når fremmedgørelsen over for det hyperrationelle nybyggeri og de politiske beslutninger tager til, kan det antænde iltre gløder, som ikke sådan lader sig slukke. Byretten dømte, at Amager Fælleds Venner skulle stille med en garanti på to millioner kroner for at standse byggeriet. Det beløb blev indsamlet på kun halvandet døgn – så stor var den folkelige opbakning.

Men bålet er ikke slukket endnu. Gløderne ulmer stadig, og hvis ikke vi får bugt med fremmedgørelsen, så får den næste store sag blot flammerne til at blusse op igen. Den sag kan meget vel blive Lynetteholm.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce