0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat

Hanne Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Hanne Schmidt svarer: Der må være en grund til, at de nyuddannede byplanlæggere møder så stor folkelig modstand i kommunerne

Det er ikke nok at kunne tegne i 1:10.000, hvis man vil andet end blot at tilfredsstille bygherrer, skriver arkitekt og byplanlægger Hanne Schmidt i dette debatsvar til underviser Christine Bjerke. Det Kongelige Akademi kan lære af RUC, mener hun.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mine og Christine Bjerkes forestillinger om, hvad Bauhaus er for en størrelse, hænger slet ikke sammen. Det, der kalder sig Bauhaus i dag, har intet at gøre med det historiske, faglige miljø, vi ældre taler om, hvorfor det er irrelevant, når vi snakker om at flytte planlægningsuddannelsen væk fra Det Kongelige Akademi.

Vi var to generationer før og efter Anden Verdenskrig, som tog aktiv politisk stilling til, hvad vi skulle bruge vores faglighed til, nemlig at forbedre by-, bolig- og livsvilkårene for almindelige arbejdere.

Det indebærer meget mere end det, Christine Bjerke henviser til, når hun skriver, at uddannelse skal være forankret i og på tværs af alle fagets skalaer. Det er altså ikke nok at kunne arbejde i 1:10 og 1:10.000 uden en samfundsmæssig forståelse, hvis man har andre eller større ambitioner end at tilfredsstille en bygherre.

Jan Gehl og Bauhaus

Det, vi lærte af de tidlige progressive arkitekter i begyndelsen af 1900-tallet, var en forståelse for, at planlægning skal og må bygge på et tværfagligt samarbejde mellem andre faggrupper: sociologer, psykologer, arkitekter, antropologer, geografer med flere, hvilket for eksempel Jan Gehl godt vidste, da han i 1969 oprettede gruppen Spas på Akademiet, som jeg deltog i. Der opstod også i 70’erne en stor tværfaglig gruppe af ovennævnte faggrupper, der dog forsvandt.

Ideerne om tværfaglighed kom især fra de russiske konstruktivister i USSR efter 1920 og senere fra skolen i Dessau, hvor kunsthåndværk og design også handlede om masseproduktion af billige brugsting for almindelig mennesker.

Det fik en pokkers stor betydning i Danmark, hvor de mange venstreorienterede arkitekter hentede deres inspiration herfra, både til byggeri, bebyggelsesplaner, brugsting og også Fingerplanen. Ikke mindst kritiserede de datidens boligspekulation, hvor man burde læse arkitekten Edvard Heibergs bog ’2 værelser straks’ for også at forstå nutidens boligproblemer.

Ja, det hed såmænd ’først rød, så arkitekt’

Vi, der gik på skolen fra 1968 og et årti frem, var i høj grad inspireret af de to skoler, dels af Bauhaus, der blev nedlagt af Hitler, dels af konstruktivisternes skoler, som Stalin forbød i 1931, men de skoler havde et meget snævert samarbejde i 1920’erne, som fik en stor international betydning i datiden.

Ja, det hed såmænd ’først rød, så arkitekt’, da en forståelse af, at samfundets sociale, funktionelle og økonomiske strukturer var en nødvendig forudsætning for at kunne gennemføre god planlægning. Med andre ord, kritikken fra øst lød på, at funktionalisterne gik alt for rationelt til værks i forhold til byggeri og planlægning, og hermed overså de den politiske kamp for samfundets kulturelle og sociale transformation.

Arkitektskolen kan lære af RUC

Christine Bjerke skriver:

»Det kan godt være, at der helt generelt er en mangel på kritiske diskurser inden for arkitektfaget i en dansk kontekst, men det skal de studerende og uddannede byplanlæggere fra Det Kongelige Akademi ikke stå til regnskab for.«

Nej, det skal de vel ikke, for de er vel også et produkt af samfundet og tidsånden. Men hvad med de undervisere, der er på skolen?

Tør disse akademiske arkitekter ikke gå imod deres politiske arbejdsgivere?

I mellemtiden er der jo heldigvis kommet en planlæggeruddannelse på RUC, der hedder Plan, By og Proces, som både kan noget andet og vil noget andet, som arkitektskolen måske kan lære noget af.

Det kunne være rart at få en forklaring på, hvorfor de uddannede byplanlæggere, der i dag praktiserer i en lang række af landets kommuner og tegnestuer, møder så stor folkelig modstand i forbindelse med byggerier og lokalplaner, og især hvorfor de som fagpersoner ikke bakker op om alle de faglige argumenter og den modstand, folk fremsætter i diverse høringssvar.

Tør disse akademiske arkitekter ikke gå imod deres politiske arbejdsgivere, fordi der måske »helt generelt er en mangel på kritiske diskurser inden for arkitektfaget«, som Christine Bjerke foreslår, eller er det bare, fordi de ikke ved bedre? Fordi der er nogle mangler i deres uddannelse?

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce