0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Den uafhængige planlægger findes ikke, og borgere har ikke reel magt

En stadsdemokrat vil legitimere politikernes borgerinddragelse uden at kunne påvirke den, skriver John Erik Pløger som svar til Johan Galster.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Byrummonitor præsenterer læseren for en lang række forskellige konflikter i byplanlægningen. Et demokratisk underskud i bypolitik og byplanlægning er et af dem. Johan Galster foreslår i den sammenhæng at opdatere plan-demokratiet i København, men giver han egentlig anvisninger på det?

Galster synes at mene, at demokrati er et spørgsmål om konsensus og management-mål, men demokrati er den permanente strid. Det er friheden til striden, og det er ikke mindst ytringsfrihed. Ingen af delene giver plansystemet adgang til i dag. Byplanlægning er bundet op til politiske aftaler, juridisk bindende planer, strategiske alliancer, kapital magt og en politisk styring og kontrol af beslutningerne.

Galsters forslag synes at være et post-demokratisk demokrati

Mange byer mener, at de arbejder med deltagelsesdemokratiet, men det er politikerne, der skal beslutte. De fleste mener, det bør være sådan, men ikke når de rammes på egne interesser (jævnfør Amager Fælled). Deltagelsesdemokratiet har, særligt når der er konflikter, brug for offentlig legitimitet, og det kan, foreslår Galster, styrkes gennem (indikator)målinger.

Hvad er det egentlig, vi skal måle? Og hvem bestemmer, hvad der skal ‘måles’, og hvordan der skal ‘måles’?

Det kunne være et mål om, at 30 procent flere kom til offentlige møder, eller at byen ønsker at have 10 procent flere workshops hvert år. Så er demokratiet forbedret, for da forbedres »graden af repræsentativ inddragelse«, som Galster kalder det. Men om der skal ændres på »mandat, uafhængighed, og hvem der forpligter sig til at modtage og handle på borgernes input«, så kræves der andre initiativer end at give politikerne mulighed for at sige: ‘Se selv, vi har gjort, hvad vi sagde, vi ville gøre’.

En stadsdemokrat uden juridisk magt

En ‘stadsdemokrat’ passer ind i en politisk management-tænkning, for det bliver en position uden juridisk magt og underlagt politiske beslutningsprocesser, der samtidig kan ‘bekræfte’, at byplanlægningen er ‘demokratisk’. Den politiske magt behøver ikke forholde sig til stadsdemokratens kritik, for der er ingen sanktioner.

En stadsdemokrat kan jævnfør Galsters beskrivelse nemt blive et redskab, der styrker den uformelle magt i bypolitik og planlægning, fordi den ikke fokuserer på planindhold, magt- og vidensrelationer. På samme måde, som at byplanlægningsinstitutionerne i alle byer altid er politiserede og ikke kan fungere som faglige og politisk uafhængige institutioner, vil en bypolitisk initieret stadsdemokrat lide samme skæbne.

Den uafhængige planlægger findes ikke

Når vi er i gang med debatten, kan vi jo lige så godt diskutere, hvad der egentlig er en demokratisk ledet byudvikling. Er det som i Sydney North at sidestille borgernes planforslag med politikernes og administrationen? Er det at lade borgerne styre områdeudviklingen via lokale dialoger og beslutninger? Er det et bydemokrati uden for politikken, hvor det er muligt at foretage jævnlige time-offs fra den politisk styrede planlægning?

Galster henviser til Torontos citizens’ assembly (borgersamling). Det er et eksempel på, hvordan borgerdeltagelse legitimerer politiske beslutninger. Borgernes rolle i Toronto er dubiøs, og det synes ikke at være et assembly, der selv tager initiativer til en borgerledet bypolitik og byudvikling. I bedste fald virker det, som om deres arbejde går ud på at tjekke ‘retfærdigheden’ i det politiske beslutningsgrundlag for en sag uden at kunne omgøre denne uretfærdighed eller ændre indholdet (se selv her).

Den politiske magt behøver ikke forholde sig til stadsdemokratens kritik, for der er ingen sanktioner

Vi har ikke ‘den uafhængige planlægger’, og borgerne har ikke noget mandat til at foretage beslutninger og implementering. Hvordan vil stadsdemokraten give folket en autonom stemme i de spørgsmål, de mener angår dem? Ikke via planloven som den er nu, så systemet må ændres?

Men Galsters forslag synes at være et post-demokratisk demokrati; en strategi for forankring af det bestående klædt på som forandring.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce