0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Adrian Täckman
Foto: Adrian Täckman
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Arkitekt-lektor: Bauhaus og Taliesin viser, at arkitektuddannelser langt fra de store byer kan få stor gennemslagskraft

Der er ingen grund til at hælde regeringens forslag om en byplanlægningsarkitektuddannelse i Kalundborg ned ad brættet – så længe man kigger ud i verden, hvad angår undervisere, forskning og indhold, skriver arkitekt, ph.d. og lektor Nicolai Steinø i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der vil sikkert være meninger både for og imod regeringens nye forslag om, at der oprettes en byplanlægningsarkitektuddannelse i Kalundborg: Nogle vil givet mene, at byplanlægning handler om byer, og at de studerende derfor må have adgang til storbyen i al dens kompleksitet. Andre vil hævde, at det er nødvendigt at kunne tiltrække medarbejdere på et højt fagligt niveau for at sikre kvalitet i både forskning og undervisning.

Ingen af delene taler imidlertid direkte imod at placere en sådan uddannelse i en by som Kalundborg. Faktisk er der gennem historien eksempler på, at arkitektuddannelser med stor gennemslagskraft har ligget langt fra de store byer.

Verdensberømte skoler lå i småbyer

I 1932 grundlagde den verdensberømte amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright The School of Architecture i tilknytning til sit hjem og tegnestue, Taliesin. Wright var kendt for sin afsky for storbyer og boede langt ude på landet i Wisconsin i USA. En af skolens studerende var Kevin Lynch, som senere blev kendt som en af efterkrigstidens mest betydningsfulde byplanteoretikere.

Fra 1918 til 1933 lå den lige så verdensberømte arkitektskole Bauhaus i to tyske småbyer, først i Weimar og siden i Dessau. I løbet af sin kun 15-årige levetid nåede Bauhaus ikke desto mindre blive den mest betydningsfulde arkitektskole i verden med en arv, der lever videre den dag i dag. Det skyldtes ikke mindst, at den var i stand til at tiltrække de bedste undervisere fra ind- og udland.

Som et tredje eksempel kan nævnes designskolen i den lille sydtyske by Ulm, som i 1950’erne og 1960’erne blev epokegørende for, hvordan man underviser i design i hele verden den dag i dag. I undervisningen arbejdede man sammen med store tyske firmaer, hvor man satte afgørende aftryk på både Brauns legendariske design og Lufthansas corporate identity. Og flere af designskolens kandidater blev toneangivende designpraktikere og -teoretikere.

I stedet for at lave en lokalt orienteret, provinsiel variant af arkitektskolerne i København og Aarhus, bør man kigge ud i verden

Hvis en uddannelse i byplanlægningsarkitektur – eller urban design, som man ville kalde det blandt arkitekter – i Kalundborg skal give mening, bør man tage pejling af disse fortilfælde. I stedet for at lave en lokalt orienteret, provinsiel variant af arkitektskolerne i København og Aarhus, bør man kigge ud i verden. Både hvad angår studerende og undervisere, studieindhold og forskning.

Mange af de udfordringer, som danske byer står over for, hvad enten det gælder bæredygtighed, adgang til boligmarkedet, livskvalitet eller mobilitet, er de samme som i resten af verden. En urban design-uddannelse i Kalundborg bør derfor baseres på en international orientering af fagets indhold. Dermed kan den blive en magnet og en trendsætter, som dens berømte forgængere var det.

Kalundborg-uddannelse skal være i tæt dialog med praksis

Al kulturel og videnskabelig udvikling næres af mødet mellem forskellige måder at se verden på. Mennesker med forskellig geografisk, social og kulturel baggrund møder fælles udfordringer på forskellige måder. Derigennem opstår oftest bedre løsninger, end man kan skabe hver især.

En urban design-uddannelse i Kalundborg bør derfor baseres på en international orientering af fagets indhold

For at være vedkommende og blive holdt til ilden i forhold til byernes reelle udfordringer bør en uddannelse i urban design i Kalundborg være i tæt dialog med praksis. Og denne praksis har for urban design to sider:

På den ene side står myndighederne, som formulerer plangrundlaget for byernes udvikling på basis af politiske ønsker og visioner. På denne side handler urban design om at »designe byer uden at designe bygninger«, som urban design-teoretikeren Jonathan Barnett så rammende har formuleret det.

På den anden side står arkitektfirmaer og andre konsulenter, som laver konkrete byudviklingsprojekter på vegne af private og institutionelle ejendomsudviklere. Her handler urban design om at forstå og virkeliggøre de enkelte bygninger, byrum og bebyggelsers betydning for det overordnede bysystem, fra den lille til den store skala.

Begge disse sider af urban design skal lykkes, før der kommer gode bymiljøer ud af det. Og det kræver dygtige fagprofessionelle, der forstår sig på form og rum og samtidig er i stand til at håndtere de politiske, juridiske og dialogiske aspekter af byudviklingsprocessen i mødet mellem alle dens interessenter. Det er store krav, som de eksisterende uddannelser på urban design-feltet i øjeblikket kun delvis synes at kunne leve op til.

Men med rette udsyn og indsigt kunne man så et frø i Kalundborg.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce