0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tredje Natur, Arkitema og Cowi
Visualisering: Tredje Natur, Arkitema og Cowi

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


By & Havn: Byrummonitor udelader vigtige pointer i artikel om Lynetteholm

I en citathistorie om Lynetteholm har Byrummonitor videreformidlet kritik af By & Havn uden at gengive svar på kritikken. Det er kritisabelt, mener By & Havns kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen. Byrummonitor beklager fejlen.

Debat

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I de presseetiske regler er første regel: »Det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte«.

Vi skal ikke gøre os til dommer over hastigheden i en citathistorie om Lynetteholm bragt i Byrummonitor 18. maj, men noget er gået for stærkt, når de væsentlige svar, som er givet fra By & Havns side i den oprindelige historie, ikke er med direkte eller nævnt på anden vis, så læseren gøres opmærksom på, at der findes et modsvar.

Det gør, at artiklens indehold fremstår manipulerende og ensidig.

Unfair fremstilling

Den pågældende citathistorie er taget fra Ingeniøren og bragt i Byrummonitor med overskriften ’Miljøstyrelsen kritiserer Lynetteholm-VVM’. I artiklen linker Byrummonitor til Ingeniøren, men i egen tekst fravælger Byrummonitor alle de svar og forklaringer på kritikken, som By & Havn har med i Ingeniøren, og der nævnes heller ikke, at man kan finde modsvar i den oprindelige artikel.

Det, mener vi, ikke er en helt fair fremstilling af et stort og komplekst projekt som Lynetteholm, hvor alene VVM’en (miljøvurderingerne) udgør mere end 1.000 sider. Derfor kommer her svar på de kritikpunkter, som Byrummonitor valgte at viderebringe uimodsagt.

Noget er gået for stærkt, når de væsentlige svar, som er givet fra By & Havns side i den oprindelige historie ikke er med direkte, eller nævnt på anden vis

Omdrejningspunktet for citathistorien er et høringssvar til Lynetteholms supplerende miljøkonsekvensrapport, hvor Miljøstyrelsen rejser flere kritikpunkter. Den supplerende Miljøkonsekvensrapport var i høring fra 31. marts til 2. maj i år og indeholder efter ønske fra myndighederne en række supplerende vurderinger af projektets samlede påvirkninger af særligt vandområder.

By & Havn
PR-foto: By & Havn

Kommunikationschef i By & Havn Kristian Wederkinck Olesen.

I den forbindelse gjorde vi Ingeniøren opmærksom på, at vi har redegjort og svaret på den kritik og alle de spørgsmål, som Miljøstyrelsen rejser i høringssvaret, og at vi ikke har hørt, at Miljøstyrelsen skulle have yderligere bemærkninger.

En del af styrelsens kritik går blandt andet på beskrivelsen af de kumulative virkninger af Lynetteholm, herunder beskrivelserne af projektets påvirkninger af et Natura 2000-område og den såkaldte blødbund, der skal graves ud af havnemundingen.

I forhold til de kumulative påvirkninger kan vi her uddybe, at vi i god dialog med Hofor og de statslige myndigheder har drøftet de potentielle kumulative effekter af Lynetteholm og planlagte havvindmølleparker i området, og at myndighederne er blevet betrygget i, at de forskellige projekter kan koordineres, uden at projekterne påvirker hinanden negativt.

Overskud på næringsstofkontoen

Derudover har vi redegjort for, at der er lavet en grundig vurdering af Natura-2000-området ved Saltholm, som viser, at der ikke er væsentlige påvirkninger af området. Ligeledes har vi præciseret over for myndighederne, hvor man kan finde relevante oplysninger om, hvad det opgravede havbundsmateriale består af.

Byrummonitor referer også Stiig Markager, professor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, som i Ingeniøren hæfter sig ved, »at Lynetteholm vil medføre en øget tilførsel af kvælstof og fosfor, hvilket der skal kompenseres for i Københavns spildevandsplan«.

Hvis det senere besluttes for eksempel at anlægge en metroforbindelse til Lynetteholm, så skal den miljøvurderes til den tid.

Denne del svarer vi også på i Ingeniøren, og her vil vi gerne understrege, at Lynetteholm ikke forudsætter, at København skal lave yderligere tiltag for at rense spildevandet. Pointen er nemlig omvendt, at København allerede har gjort så meget, at der lige pt. er et overskud på næringsstofkontoen i forhold til målsætningerne i vandområdeplanerne.

Det er desuden et krav for Lynetteholm, at det også i de kommende vandplaner skal sikres, at projektet ikke påvirker muligheden for at opfylde miljømålene negativt. Og det er et krav, som vi selvfølgelig kommer til at overholde.

Skal først og fremmest tjene som klimasikring

Lone Kørnov, professor og civilingeniør i planlægning ved Aalborg Universitet og ekspert i VVM-processer, får også spalteplads i Byrummonitor, og hun citeres for at mene, at det er imod EU-lovgivning ikke at miljøvurdere hele projektet, det vil sige at medtage eventuel miljøvurdering af Østlig Ringvej, metro med videre.

Denne del har både vi og transportministeren svaret på adskillige gange. Og vores vurdering er helt klar: at det ikke vil give mening eller være muligt at foretage en miljøvurdering af eventuelle kommende projekter, der endnu ikke er planlagte eller vedtaget. Hvis det senere besluttes for eksempel at anlægge en metroforbindelse til Lynetteholm, så skal den miljøvurderes til den tid.

Den del, der nu er miljøvurderet, er jorddeponi af overskudsjord fra København og omegns anlægsprojekter, det vil sige anlæggelsen af et nyt stykke land, som først og fremmest skal tjene som klimasikring af København.

Vi vil opfodre Byrummonitor til at sætte hastigheden ned en anden gang, så man kan få sine citathistorier helt præcise og dermed være tro mod de presseetiske regler om »hurtig og korrekt information«.

Svar fra Byrummonitor: Kristian Wederkinck Olesen har ret i sin kritik; By & Havns svar fra Ingeniørens artikel skulle være blevet gengivet i Byrummonitors artikel, fordi det følger af de presseetiske regler – og af Byrummonitors egne retningslinjer – at en angreben part altid skal høres, hvis det er muligt. Byrummonitor beklager fejlen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce