0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hans Christian Post
Foto: Hans Christian Post

Genopbygningen af den barokke Frauenkirche har fjernet et af Dresdens mindesmærker for byens andel i Anden Verdenskrig og Nazismens forbrydelser, skriver Hans Christian Post.

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Byrumsforsker og dokumentarist: Tidligere beskyttede Tyskland sin tvivlsomme historie; nu river man den ned

Hvor især Vesttyskland bevarede historien uafhængigt af æstetikken, er tyske byer med Dresden i front begyndt at rive deres DDR-fortid ned og genopbygge krigsruiner. Det trækker tråde til Arkitekturoprørets opgør med moderne arkitekturhistorie, skriver Hans Christian Post, der er aktuel med dokumentar om Dresdens byudvikling.

Debat

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Siden 2019 har vi haft noget så sjældent som et dansk arkitekturoprør. I det omfang, oprøret vil bidrage til at højne kvalitetssansen og føre til ikke blot smukke, men også levende og bredt appellerende byrum, skal det hilses velkomment. Men er det retningen, vi ser? Er ideen om at rense ud i arkitekturhistorien og vende tilbage til fortidens danske dyder helt så ligetil, som det siges, eller kunne visse farer være forbundet hermed?

I Danmark og de danske byer har vi ikke det store erfaringsgrundlag at tale ud fra. Men andre lande og byer har – herunder Dresden, der i 30 år har dannet ramme om et lignende oprør, og som vi derfor med fordel kan tage ved lære af.

Kan man genopbygge Anden Verdenskrig-ruin?

Min interesse for Dresden går tilbage til dengang, jeg skrev speciale om genopbygningen af byens barokke Frauenkirche (1990-2005, se billede ovenfor). Heri skrev jeg om dilemmaerne ved at genopbygge en kirke, der som ruin havde udgjort et vigtigt mindesmærke om dels bombardementet af byen i februar 1945, dels byens ikke uvæsentlige andel i Anden Verdenskrig og Nazismens forbrydelser.

Privat
Foto: Privat

Hans Christian Post.

Samtidig forudså jeg, at byggeriet kunne afføde lignende projekter i som uden for Dresden, og at det tilmed var muligt, at det ved at bekræfte de højreekstreme bevægelsers apologetiske fortællinger om byens krigshistorie kunne forstærke den dengang gryende højreradikalisering.

De år, der siden er gået, har bekræftet disse forudanelser.

Det fuldstændig forsvundne barokke kvarter omkring Frauenkirche er blevet genopbygget, og lignende projekter er på vej andre steder. Samtidig er højreradikaliseringen med Pegida-bevægelsens opkomst i 2015 og Alternative für Deutschlands seneste valgsejre nærmest eksploderet, hvorfor byen nu ses som højreekstremismens højborg. Hvordan er det kommet hertil?

Vesttyskland vægtede det historiske over det æstetiske

Betragter man bygningsbevaringens historie i Tyskland, var der længe tradition i især Vesttyskland for at vægte det historiske over det æstetiske. Naturligvis handlede bygningsbevaring om det skønne. Men da man tillige havde en uskøn historie at forvalte i form af blandt andet arven efter Det Tredje Rige, og de to dagsordner, den æstetiske og den historiske, ikke altid kunne forliges, blev konsensus med tiden, at hovedformålet var at dokumentere historien, og at vigtige vidnesbyrd aldrig måtte nedrives eller forandres på grund af æstetiske præferencer.

Der kommer aldrig noget godt ud af at fornægte fortiden

Denne position er blevet udfordret af Frauenkirche-projektet og de senere genopbygningsprojekter i Dresden samt i byer som Berlin, Postdam og Frankfurt am Main.

Nok holder bevaringsmyndighederne fast i, at kun eksisterende bygninger og ruiner må genopbygges. Men blandt øvrige fagfolk i byggebranchen og i befolkningen generelt er der opstået en idé om, at alt er tilladt i forhold til bygningsarven. Har historien haft et uheldigt forløb og skabt nogle tilsyneladende uattraktive vidnesbyrd, er det legitimt at omskrive den.

Bevaringsmyndighederne i Dresden nedtoner gerne problemets omfang ved at påpege, at folk sagtens kan skelne nyt fra gammelt. Alligevel må de sidde med en flov smag i munden, når historiske bygninger, der er væsentlige eller med tiden kunne vise sig at være det, rives ned til fordel for bygninger, der illuderer at være af endnu ældre dato, men ikke er det. For bliver der ikke alligevel rokket ved historieforståelsen, når det sker i så massivt et omfang?

Genopbygning hjælper højrebevægelsen

Hertil kommer, at genopbygningsprojekterne ved at slette historiens endnu åbne og væskende sår har spillet ind i højredrejningen. Ambivalens, tvivl og selvransagelse er udskiftet med en mere enkel fortælling om Dresden som uskyldigt og nu kompenseret offer for Anden Verdenskrig; en fortælling, som højrebevægelserne udnytter ved at hævde, at byen let kan blive offer igen – denne gang for nytilkomne flygtninge og indvandrere.

Samtidig er Frauenkirche-kvarteret nærmest blevet et ’white neighborhood’. Grunden hertil kunne være de meget snævre identifikationsmuligheder, byrummet tilbyder. Det er den ’hvide’, saksiske historie fra det 18. århundrede, som fortælles, og den føler ikke alle sig velkomne i.

Der er naturligvis mennesker af anden etnisk herkomst i byen, blot kommer de især i det højmodernistiske Prager Strasse-område fra 1960’erne, der er mindre entydigt defineret og derfor mere åbent for alle identiteter.

Det er nok også grunden til, at Pegida helst bruger Frauenkirche som bagtæppe for sine demonstrationer. Det ’hvide’, barokke byrum matcher på bedste vis budskabet om et Tyskland for tyskere.

Hans Christian Post
Foto: