Debat: God borgerinddragelse kræver, at vi tør lægge planloven fra os

At borgerinddragelse er en svær disciplin, er der vist enighed om på tværs af de danske kommuner. Der er et stort ønske om at forbedre inddragelsen, men hvad skal der egentlig til? Lovændringer, nye politikker og strategier eller kreative metoder og formater?

Gennem de sidste par måneder har jeg interviewet en række chefer på by-, plan- og miljøområdet i de sjællandske kommuner om deres arbejde med borgerinddragelse. Borgerinddragelse ligger de fleste chefer på sinde, fordi det ifølge loven er noget, de skal, og fordi det er udfordrende (læs: sure borgere, konflikter og møgsager i lokalavisen), og fordi omfanget af borgerinddragelse vokser. Ønsket om at blive bedre til at inddrage borgerne og få et større udbytte af inddragelsen går igen.

Mere konkret handler det især om at:

• Blive bedre til at møde og tale med borgerne i øjenhøjde.
• Engagere en bredere gruppe af mennesker i borgerinddragelsen.
• Sikre en ordentlig organisering af borgernes input samt den videre brug heraf.

Derudover kunne nogle af de interviewede chefer godt tænke sig, at borgerne var bedre klædt på til at deltage og havde en bedre forståelse for spillereglerne.

Nye metoder og formater

En lang række af metoder og formater kan forbedre både borgernes oplevelse af inddragelsen, inddragelsens rækkevidde samt udbyttet heraf. Den gode inddragelse kræver nærmest, at man lægger planloven til side.

Selvfølgelig skal der være styr på de lovpligtige høringer, men den gode proces, der både sikrer politisk legitimitet og adgang til borgernes input og viden, sker ikke altid i halen på for eksempel den nye planstrategi eller et forslag til lokalplan. Tidlig inddragelse er et af kodeordene.

De mange metoder er imidlertid ikke meget værd, hvis man i kommunen ikke er kommet frem til en samlet ramme om arbejdet med borgerinddragelse. Hvad er formålet med at inddrage borgerne, og hvilke pejlemærker arbejder man efter på den lange bane?

Hvis kommunen ikke har et overordnet strategisk sigte med sin inddragelse – udover, at den skal – så er det svært at sikre et samlet fokus på borgerinddragelse på tværs, ligesom at de konkrete inddragelsesaktiviteter hurtigt flagrer i øst og vest. En strategi viser vejen.

Gider vi overhovedet borgerne?

Og så skal vi måske alligevel starte et andet sted. Vi kan ikke inddrage borgere, hvis vi ikke mener, at deres input har en værdi. Hvis vi er trætte af, at de ikke forstår noget, bare brokker sig eller måske er for engagerede.

Pointen er, at en inddragelsesstrategi ikke er meget værd, hvis det er grundholdningen til borgerinddragelse, der halter.

Her taler jeg muligvis for egen regning, men borgerinddragelse er på mange måder en besværlig disciplin – og ordentlig inddragelse tager tid. Derfor kan det også være let at slække lidt på kvaliteten af inddragelsen, når driftsopgaverne hober sig op.

Vi kan grine lidt af Tordenskjolds soldater, der altid møder op til borgermøderne og brokker sig, eller vi kan anlægge teflon, når den konfronterende type sætter spørgsmålstegn ved vores faglighed. I dialogen med borgerne kan vi hurtigt blive defensive, fordi vi er bange, for at borgerne ’får ram på os’ eller aldrig stopper med at være sure og krævende.

Ikke desto mindre kræver borgerinddragelse i øjenhøjde netop, at vi møder mennesker ligeværdigt. Vi må simpelthen anerkende deres synspunkter som gyldige. Det handler om empati og respekt – relationel kapacitet i organisationen. Og det er umiddelbart en af de vigtigste kompetencer på vejen mod bedre borgerinddragelse i øjenhøjde.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

• Kopiér link