Peter Hartoft-Nielsen: Stationsnærheden virker – hvorfor ødelægge den?

I sidste uge kom udspillet til den længe ventede revision af Fingerplanen. Det er et udspil – heldigvis. Og der er stadig tid til at komme med indsigelser, da høringsfristen løber indtil 21. marts.

Jeg har derfor stadig det håb, at byplanlægningens bidrag til et trafikalt velfungerende hovedstadsområde bliver central i arbejdet – herunder den vigtige stationsnærhed. Selv om det efter udspillet at dømme ikke ser sådan ud.

Man fastholder i det nye forslag reglerne om stationsnærhed ved placering af større persontrafikskabende byggerier. Men der bliver lavet større lempelser med mulighed for at planlægge større kontorejendomme, offentlige institutioner med videre i tre udpegede ikke-stationsnære, men motorvejsnære områder og yderligere ni endnu ikke udpegede ikke-stationsnære områder betjent af højklassede busser (BRT).

Desuden »forlænges stationsnærheden« fra 600 meter med op til én kilometer til stationerne i Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde, Køge og Høje-Taastrup. Det vil sige også i nye byområder som Favrholm syd for Hillerød, Køge Nord og Trekroner. Angiveligt for at styrke den regionale balance.

Større arealudbud er imidlertid ikke ensbetydende med øget efterspørgsel, men øger blot mulighederne for uhensigtsmæssige placeringer af arbejdspladserne.

De vigtige 600 meter

Når jeg synes, disse lempelser er et skridt i den gale retning, er det, fordi vi ved, at stationsnærhed virker.

Ligger en større kontorarbejdsplads, som har rigeligt med gratis parkeringsmuligheder, inden for en gangafstand på 600 meter fra en velbetjent station, er der dobbelt så mange af de ansatte, som benytter kollektiv transport i den daglige pendling som til en tilsvarende arbejdsplads, der ligger i større afstand fra stationen og med tilsvarende gode parkeringsforhold for biler.

Denne tommelfingerregel kan udledes af 18.000 interviews med ansatte i 117 større kontorvirksomheder i hovedstadsområdet, som Aalborg Universitet gennemførte i januar 2017. Det gælder uanset, om det for eksempel er københavnere, der pendler til arbejdspladser i omegnskommunerne, eller om det er beboere i Skåne eller på Sjælland, som pendler til arbejdspladser med fri parkering i hovedstadsområdet.

Ansatte på arbejdspladser, der ligger stationsnært, kører i gennemsnit dagligt 10-15 færre kilometer bil end deres kollegaer på ikke-stationsnære arbejdspladser. Det har positiv effekt på trængsel, miljø- og klimabelastning.

Men effekten ophører brat, når afstanden overstiger de 600 meter, i egentlig bymæssige omgivelser dog først efter 7-800 meter. Der er ikke tilsvarende effekter af lokalisering nær et velbetjent busknudepunkt som for eksempel Gladsaxe Trafikplads, en lokalbanestation som for eksempel Nærum Station eller et stoppested med højklasset busbetjening, som for eksempel ved Rigshospitalet og Panum.

Kommunerne forvalter ikke deres ansvar

Stationsnær lokalisering er til gavn for borgernes mobilitet, virksomhedernes tilgængelighed og arbejdsmarkedet og påvirker transportadfærden, så trængslen på vejnettet og miljø- og klimabelastningen begrænses, mens økonomien i de offentlige infrastrukturinvesteringer forbedres.

Stationsnær lokalisering giver sunde, langsigtede ejendomsinvesteringer og muligheder for at skabe bydele med bymæssige kvaliteter.

Den nye Fingerplanen bør derfor udformes, så den sikrer, at større kontorarbejdspladser og regionale institutioner lokaliseres inden for gangafstande op til 600 meter fra en velbetjent station. Sker det, vil dobbelt så mange bruge kollektiv transport i den daglige pendling.

Virksomhederne sikres adgang til et regionalt arbejdsmarked på Sjælland og i Skåne, uanset om borgerne har bil eller ej. Den nuværende udformning af Fingerplanen er uhensigtsmæssig – og revisionsudspillet er endnu værre.

Kommunerne havde allerede med den gamle Fingerplan for mange muligheder for at planlægge for større kontorerhverv med videre længere end 600 meter fra en station. Og de har desværre ikke formået at forvalte det ansvar, som Fingerplanen giver dem.

Samtidig tøver staten med at påtage sig det regionale ansvar, som den fik med kommunalreformen. I omegns-, forstads- og købstadskommunerne opføres det meste kontorbyggeri i dag længere end de 600 meter fra en eksisterende eller kommende station, hvor det har eller vil få trafikal effekt. Det gælder mere end 70 procent af de 1,2 millioner etagemeter kontorareal, som er opført siden år 2000.

Efter Fingerplan 2007 er andelen næsten 60 procent, og med det aktuelle forslag vil det naturligvis kun gå i en endnu mere gal retning.

Størstedelen af de arealer, som kommuneplanerne har udpeget som ’stationsnære’, ligger længere end 600 meter fra en station. Der bør der gøres op med disse alt for vide afgrænsninger i en ny Fingerplan. Regionale hensyn bør veje tungere.

Staten bør være regional planlægger

Da for eksempel det nye regionshospital skulle placeres ved Hillerød, vejede kommunens indtægter ved grundsalg tungere end hensynet til de hundredetusindevis af borgere – patienter, besøgende, ansatte – som skal til og fra hospitalet.

Selv om beslutningen om placering af supersygehuset var betinget af en ny station på S-banen, kom hospitalet til at ligge alt for langt fra den efterfølgende besluttede Favrholm Station. Alternative placeringsmuligheder af hospital og station fandtes inden for kommunens grænser, var velbelyste og anbefalet af såvel rådgivere som Region Hovedstadens direktion. Staten forholdt sig tavs.

Men varetagelsen af de regionale hensyn kan ikke overlades til kommunerne.

Det nye fingerplansudspil overlader yderligere fastlæggelsen af rækkefølgen for byudvikling til de enkelte kommuner, hvor rækkefølgen i gældende Fingerplan skal fastlægges efter forhandling med staten.

Det nye udspil fastholder imidlertid, at formålet med rækkefølgeplanlægningen blandt andet er at sikre, at »de planlagte byggemuligheder ikke væsentligt overstiger det forventede behov for nybyggeri i hovedstadsområdet i planperioden« og at sikre »en balanceret udvikling mellem de forskellige egne i hovedstadsområdet«.

Disse hensyn kan næppe varetages isoleret i 34 kommuneplaner.

Staten må træde i karakter og bruge de planlægningsmuligheder, der ligger i en ny Fingerplan. Det må være et rimeligt krav fra de mere end to millioner nuværende og fremtidige borgere i hovedstadsområdet og fra de mange indpendlere og øvrige brugere af storbyområdet.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

• Kopiér link